14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Se Cuba bag turistfacaden

2 Cuba

Se Cuba bag turistfacaden

Dansk-Cubansk Forening inviterer danskere i alle aldre til at tage med på solidaritetsbrigade til Cuba. Det er brigade nummer 60, og foreningen betegner rejsen som "en velafprøvet succes".

Arbejdet er lettere landbrugsarbejde eller mindre bygge- og vedligeholdelsesopgaver. Det foregår fra klokken 7 til 11 – inden det bliver for varmt i marken.
FOTO: Martin Österlin/Svensk-Kubansk Forening
1 af 1
05 okt 2016

Solidaritetsarbejde. Se Cuba bag turistfacaden. Sol og salsa, strand og vand. Tre uger for 4.500 kroner plus flybillet.

Sådan lyder fire udsagn fra Dansk-Cubansk Forening, der inviterer deltagere med på solidaritetsbrigade nummer 60 til Cuba. Det bliver dit livs oplevelse, lover foreningen.

Brigaden er fra 14. december 2016 til 5. januar 2017

Interesserede er velkomne til et uforpligtende informationsmøde onsdag den 5. oktober klokken 19 til 21 hos Dansk-Cubansk Forening, Høffdingsvej 10 i Valby.

Men foreningen løfter på forhånd sløret lidt for, hvad en brigade handler om.

Arbejdet og undersøgelser

Programmet omfatter fem halve arbejdsdage. Arbejdet er lettere landbrugsarbejde eller mindre bygge- og vedligeholdelsesopgaver. Arbejdet ligger fra klokken 7 til 11 – inden det bliver for varmt i marken.

Om eftermiddagen er der enten konferencer i brigadelejren med oplæg af politikere, journalister, ungkommunister, økonomer eller andre, der fortæller om Cuba og livet i Cuba.

Eller der er besøg på institutioner eller hos organisationer: Hospitaler, skoler, børnehaver, plejecentre for handikappede, fagforening, kvindeforbund og lignende.

Sådan bor og spiser brigadisterne

Brigadelejren ligger i Caimito ved landsbyen Guayabal, cirka 35 kilometer fra Havanna.

Brigadisterne bor på værelser med op til seks senge. Opdelt i mænd og kvinder. Der er fælles bade- og toiletrum for henholdsvis mænd og kvinder.

Lejren vækkes klokken 6 om morgenen, og arbejdet starter klokken 7.

Klokken 12 er der frokost, og fra 14-17 er der program. Hvis der er besøg i Havanna eller andre steder, er der om aftenen tid på egen hånd.

Klokken 18 er der aftensmad i den fælles spisesal.

De tre måltider er almindelig, jævn cubansk mad: Ris og bønner samt salat og frugt præger menuen.

Om aftenen er der dans, musik, danseundervisning, film...

I lejren er der en bar og en butik samt i begrænset omfang adgang til internet.

Fire dage til Matanzas

Programmet omfatter dagture til Havanna og til stranden. Mellem den 26. og 30. december er der tur til byen Matanzas – herunder besøg på den berømte strand Varadero i nærheden af Matanzas.

Brigadisterne bor de fire dage på hotel. Indkvarteret på to- eller tre-sengs værelser.

Der er en række besøg i lokalområdet, men også god tid til at slappe af og gå på opdagelse på egen hånd.

Det er Dansk-Cubansk Forening, som sammen med søsterorganisationer i de nordiske lande og i Cuba organiserer denne brigaderejse. Det er brigaderejse nummer 60. Brigaden betegnes som "en velafprøvet succes."

Brigadisterne kommer til at være sammen med mennesker i alle aldre fra flere lande – og naturligvis Cuba. Man kan læse hele programmet på cubavenner.dk – og skrive til foreningen på: post@cubavenner.dk