Solidaritet med Venezuela i valgkamp
Solidaritet med Venezuela i valgkamp
Solidaritets- og debatmøde om Venezuela og valgkampen. Forberedende møde i København for interesserede organisationer og enkeltpersoner onsdag den 3. april klokken 17. Selve mødet bliver torsdag den 11. april.
Venezuela står i en skæbnesvanger valgkamp, hvor rigtigt meget er på spil for den brede befolkning og de fattige.
Der bliver nu taget initiativ til et solidaritetsmøde med det nye Venezuela, som er truet af stærke kræfter.
Skal Venezuela videre i kampen for sociale rettigheder, mad på bordet, børnene i skole, pension til de gamle og lægehjælp til de syge... Eller skal de reaktionære kræfter tilbage til magten og bane vej for en genrejsning af det ulige og barbariske Venezuela, som eksisterede frem til valget af præsident Hugo Chávez i 1998?
Svaret er naturligvis enkelt, og det svar skal vi give, så det bliver hørt!
Sådan lyder det fra initiativtagerne til mødet, Hands off Venezuela og Kommunistisk Parti.
Fagforeninger, politiske partier og organisationer samt solidaritetsbevægelsen er inviteret til at støtte op om et solidaritets- og debatmøde, som efter planen afholdes torsdag den 11. april - tre døgn før det vigtige præsidentvalg i Venezuela. Fagforeningen LPSF (nu 3F København) på Peter Ipsens Alle 27, København NV, lægger mødesal til.
Vi har fået en række positive tilbagemeldinger. Der er vilje til at stille op i solidaritet med det venezuelanske folk, fortæller initiativtagerne, som med mødet ønsker, at Venezuelas venner blander sig i den politiske debat, så borgerlige medier og reaktionære politikere ikke uimodsagt får mulighed for at miskreditere det venezuelanske folks 'bolivarianske revolution', som både er social og yderst demokratisk.
Organisationer og enkeltpersoner, der vil være med til at forberede og gennemføre dette solidaritets- og debatmøde, inviteres til forberedelsesmøde onsdag den 3. april klokken 17 hos Kommunistisk Parti, Ryesgade 3F, 1., København N.
På mødet er det sidste frist for at tilmelde sig som anbefaler/medarrangør. Dagen efter går en plakat og en løbeseddel i trykken.
Hvis man ikke kan komme til mødet onsdag den 3. april, kan man ringe eller maile kommentarer og tilslutte sin organisation.
Kontakt: Niklas Zenius Jespersen, Hands off Venezuela: Telefon: 26 15 62 88; mail: hov.denmark@gmail.com eller Sven-Erik Simonsen, Kommunistisk Parti: Telefon: 60692252; mail: simonsensvenerik@gmail.com