Støt kurdernes kamp mod "islamisk stat"
Støt kurdernes kamp mod "islamisk stat"
Kurdiske foreninger i Danmark og dansk-kurdiske organisationer indkalder til protestoptog i København.
Fey-Kurd og Kurdisk Forum arrangerer i samarbejde med en række dansk-kurdiske organisationer et protestoptog og demonstration mod ISIS, “Islamisk Stat i Irak og Syrien”.
ISIS har siden 3. august massakreret ezidierne og andre religiøse mindretal i Irak og i Syrien. Ezidier er et kurdisk religiøst mindretal, der trods gentagne, massive angreb har dyrket deres 6000 års gamle religion ezidisme.
Der er optog fra Vesterbros Torv på lørdag klokken 13 mod Christiansborg Slotsplads, hvor politikere og repræsentanter fra kurdiske organisationer vil tale.
Ifølge arrangørerne er ISIS i gang med at udrydde alle, der ikke støtter deres fanatiske opfattelse af islam. Titusinder af ezidier befinder sig på Sinjar-bjerget uden mad og vand på grund af fare for en massakre, hvis de kommer ned fra bjergene.
"Lokale kurdiske militser kæmper en brav kamp mod disse fanatikere, men har svært ved at klare sig mod deres kraftige våben og fanatisme. Derfor skal det internationale samfund, FN og EU støtte modstandskampen med våben og humanitær hjælp", skriver arrangørerne, som kræver, at den danske regering tager initiativet.