Stille protest for anstændighed
Stille protest for anstændighed
Syg i Svendborg holder stille protest for anstændighed - nummer 100 på Anstændighedens Plads i Svendborg.
Den tværpolitiske forening Syg i Svendborg afholder på lørdag klokken 11:30-12:30 sin 100. "stille protest for anstændighed" på Centrumpladsen i Svendborg. Under protesten skifter pladsen navn til Anstændighedens Plads.
Her taler: Kirsten Normann Andersen, formand for FOA i Aarhus, Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Pernille Skipper, folketingsmedlem for Enhedslisten, Lars Erik Hornemann, tidligere borgmester i Svendborg, Venstre, og Mette Valentin, regionsmedlem for Social Balance.
Syg i Svendborg blev stiftet den 5. marts 2011 efter en række artikler i Svendborgs Netavis, der beskrev, hvorledes alvorligt syge mennesker fik forhalet deres sager i årevis uden afklaring. Bægeret blev fyldt, da en kræftsyg, der havde kæmpet i årevis for at få førtidspension, blev begravet den dag, pensionen trådte i kraft.
Siden fulgte med start 12. marts 2011 84 lørdage i træk med protester på Anstændighedens Plads.
Siden oktober 2012 er Syg i Svendborg mødtes for at fejre, hver gang en langtidssyg er kommet frelst gennem systemet og er blevet tildelt pension.
Trods lyspunkter er der lang vej igen, derfor genoptog Syg i Svendborg i april de ugentlige protester for at lægge pres på politikerne op til og efter kommunalvalget.