Svendborg: Markering af FN's dag mod racisme
Svendborg: Markering af FN's dag mod racisme
På Centrumpladsen i Svendborg.
Demonstration d. 16. marts i Svendborg
Markering af FN's dag mod racisme på Centrumpladsen
Svendborg markerer denne lørdag FN's dag mod racisme, et par dage før den officielle dag. Demonstrationen foregår klokken 12 til 13:30 på Centrumpladsen.
Demonstrationens parole er ”Lige ret for alle – mod paradigmeskift”. Det såkaldte paradigmeskift blev stemt igennem af regeringen, DF og Socialdemokratiet. Det indebærer, at der nu er stor forskel på den enkeltes rettigheder i Danmark. Der vurderes nu ikke efter behov, men efter etnicitet – og kun danske statsborgere kan regne med, at deres fremtid er i Danmark. – ”Der skal komme så få flygtninge som muligt, og dem, der er her, skal ud så hurtigt som muligt.” Demonstrationen kræver lige ret for alle!
Adnan Kaanan, der arbejder som softwaretestingeniør, udtaler:
”Jeg fik at vide, da jeg kom til Danmark, at man skal arbejde, integrere sig, deltage i samfundet – det har jeg gjort! Men nu er alt ændret, og min families situation er meget utryg”. Adnan Kaanan, der er formand for Sydfynske Dialog Center, holder tale til demonstrationen. Øvrige talere er Abdulahi Bashir Egal, tidligere medlem af Odense Integrationsråd og Rådet for etniske Minoriteter, om systematiske deportationer af somaliere. Desuden Victoria Velasquez fra Enhedslisten, der sammen med Radikale Venstre, Alternativet og SF stemte imod paradigmeskiftet.
Der er folkemusik fra Syrien ved Mohamed Jamil Mohamed og fra Eritrea ved Fnan – desuden fællessang ved Niels og Sigrid.
Demonstrationen er støttet af politiske og humanistiske organisationer i Svendborg og arrangeret af Antiracistisk Netværk og Aktiv Borger – en klub som har til hovedformål at fremme integrationen for integrationsborgere. De yder lektiehjælp, oversættelse af offentlige breve, hjælp til CV og jobsøgning. I klubben skabes netværk og socialt samvær med bordfodbold, billard, kortspil.
Amnesty Youth fra Svendborg Gymnasium har været aktive partnere i forberedelserne til demonstrationen.
Demonstrationen foregår på samme tid i mange byer i Danmark og Europa i Fællesinitiativet mod racisme og diskrimination.