Tønder Festival bliver en fest
Tønder Festival bliver en fest
Masser af kvalitetsfolkemusik, mange genrer og kunstnere primært fra USA, Canada, Storbritannien og Danmark.
Af Rikke Bay
Tønder Festival – årets musikalske højdepunkt – er lige om hjørnet.
Store mængder af kvalitetsfolkemusik vil være samlet i den sønderjyske marsk i en lille uges tid. Om programmet er godt, vil tiden vise. Ser man på, hvor musikerne kommer fra, er det et ret smalt program i år. Kunstnere kommer primært fra USA, Canada og Storbritannien. En enkelt virtuos harmonikaspiller fra Spanien, en fantastisk hollænder og et norsk band har sneget sig ind på plakaten, for ikke at nævne de 22 navne fra lille Danmark.
Hvis man ser på genrerne indenfor folkemusikken, breder programmet sig lidt mere ud.
Der bliver spot på den danske musik på P4-scenen med navne, der nok ikke er så kendte i den brede offentlighed. Her vil jeg glæde mig til et genhør med Phønix, der har været på banen de sidste 20 år, musikere, der holder fast i nogle traditioner og alligevel ikke. Anja Præst Mikkelsens basklarinet går klart igennem, og med Karen Mose Nørgaard i front som sangerinde, bliver folkeviserne levende igen.
MC Hansen er en helt anden boldgade, han er inspireret af americana og synger da også på engelsk. Han har gennem mange år været en fast del af det, der ikke var festivalens program, for mig har det været en tradition at høre ham på Hagges, i år må jeg ind på pladsen.
Jeg ser også frem til at stifte bekendtskab med en anden ung dansker, Jacob Dinesen, der også er inspireret af americana, men synger på dansk.
Jeg glæder mig til alle festerne: La Bottine Souriante, et 11 mand stort canadiske band, der synger på fransk. The Great Malarkey fra London, som tog festivalen med storm for to år siden. Sheesham and Lotus & 'Son skal bare opleves.
Tønder 27.-30. august
Alt om festivalen: tf.dk