Tiden kalder på samling
Tiden kalder på samling
Hvordan bliver kommunisterne igen en kraft i klassekampen? Arne Cheller og Jørgen Petersen lægger op til debat i Vanløse. Tilmelding til spisning senest 17. maj.
Lørdag den 21. maj danner haven på Høgholtvej 15 i Vanløse ramme om et spændende arrangement. Arne Cheller og Jørgen Petersen, formænd for henholdsvis Kommunistisk Parti i Danmark og Kommunistisk Parti, lægger op til debat om, hvordan kommunisterne kan komme til at spille en større rolle i klassekampen i dagens Danmark.
Arbejderen har bedt en af arrangørerne, Jena Bjerregaard, uddybe, hvorfor det er et vigtigt møde:
– Der er behov for, at kommunisterne går sammen, handler sammen og dermed kommer til at spille en større rolle i klassekampen. Det behov har været der længe, og det har været forsøgt før, uden at det er lykkedes, så derfor ser jeg dette arrangement som meget positivt og et vigtigt skridt i den rigtige retning.
– Der er en sang, der lyder: "Længe nok har vi gået hver for sig, med hjerterne fulde af drømme. Nu vil vi gå af den samme vej. Rødt, rødt som blod er vort flag. Sammen vil vi vinde."
– Kapitalen og reaktionen får alt for let spil, hvis vi står splittede. Det er vigtigt, at vi giver folk tro på og optimisme i forhold til, at tingene kan være anderledes. Så en opfordring til alle, der ønsker at kæmpe for et Danmark i en mere solidarisk retning – organiserede som uorganiserede – om at møde op og gi' sit indspark til emnet.
Ud over debatten – hvad kommer der ellers til at ske?
– Vi håber på fantastisk vejr, og at vi får nogle hyggelige timer sammen. Det starter klokken 12:30. Der kan bestilles tre håndmadder og en øl/vand for en 50'er, det gør man ved at sende mig en sms på 61606254 eller på min mail: jenabjerregaard@gmail.com.