Tjek Cinemateket
Tjek Cinemateket
Blandt Cinematekets tilbud er festival om den arabiske verden og Den Spansk Borgerkrig.
Cinemateket i København tilbyder et overflødighedshorn af film og events.
Her skal nævnes to festivaler, som begge lige er startet:
Arabian Nights startede i fredags og kører med 15 film og events til den 3. september. Cinemateket skriver:
"Den arabiske verden fylder meget i medierne, men alt for ofte gennem billeder og historier, der reducerer landenes vidt forskellige demografier, kulturer og historiske baggrunde. Kom og oplev arabisk mangfoldighed i Cinemateket, når vi i august fyrer op for et brag af en festival med alt, hvad det indebærer af instruktørbesøg, ekspert-talks, koncerter – og selvfølgelig en perlerække af nyere arabisk filmkunst. Arabian Nights er en festival, der sætter farver på paletten, giver filmene kontekst gennem instruktørbesøg og formidler viden gennem særligt inviterede eksperter."
"Den Spanske Borgerkrig – fra Bornholm til Barcelona" hedder en serie film, som kan ses i august. Programredaktør Christian Hansen skriver blandt andet:
"Den overordnede modsætning i konflikten var klar: Konservatisme og fascisme over for socialisme og demokrati. De fascistiske oprørere under ledelse af Franco stod på den ene side, den demokratisk valgte republikanske regering på den anden side. Det var dette tilsyneladende klare ideologiske opgør, der fik frivillige fra hele verden til at tage til Spanien for at kæmpe. Virkeligheden var mere forvirrende og kompleks, hvilket seriens film belyser fra forskellige vinkler."
Se program: Cinemateket.dk