Tvindkraft fylder 40 år
Tvindkraft fylder 40 år
Den 29. maj er det 40 år siden, det første spadestik blev taget til pionermøllen Tvindkraft. Tvind inviterer til fest og åbent hus på lørdag.
I start-70'erne med stigende oliepriser og forurening vokser i lærergruppen på Tvindskolen en ide frem om at bygge verdens største vindmølle. Formålet er dels at blæse til energidebatten, dels kontrollere sin egen energiregning og forsyne skolen med billig, ren og vedvarende energi, der ikke forurener atmosfæren.
Den 29. maj 1975 bliver det første spadestik taget til Tvindkraft – pionermøllen, som får banebrydende betydning for vindkraftens udbredelse. Med en højde på 54 meter og med et vingespænd på 54 meter er Tvindkraft, da den står færdig, verdens langt største vindmølle.
Nu på lørdag – 40 år efter det første spadestik – inviterer Tvind til åbent hus og festarrangement med overskriften: En verden med vind.
Klokken 12 i sportshallen går det løs.
Steen Conradsen, som var og er med i lærergruppen, fortæller om, "hvorfor og hvordan vi byggede Tvindkraft." Preben Maegaard, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, vil tale om Tvindkraft og om vindens rolle i fremtidens energiomstilling. Henning Bo Madsen fra Vestjyllands Energi- og Miljøforening vil komme med en opfordring til at tage sagen i egen hånd.
Efter frokost taler Jens Midtiby fra Vestas, Henning Donslund, koordinator for Ringkøbing-Skjern Kommunes Energi2020-plan, og Carsten Filsø, formand for Miljø og Teknik i Holstebro Kommune. Allan Lund Jensen, driftsleder på Tvindkraft, slutter talerækken af.
Under arrangementet vil der være indslag med sang og musik med mere, og fødselsdagslagkagen serveres klokken 14:45.
Tilmelding til Britta: +45 23 29 56 73 eller info@tvindkraft.dk
Skorkærvej 8, Ulfborg
lørdag den 30. maj klokken 12-16