Udfordringerne for unionsmodstanden efter Brexit
Udfordringerne for unionsmodstanden efter Brexit
I København indbyder Arbejderen til førstehåndsindtryk og debat i Hillerødgade 30 A. I Aarhus er der debat på fredag i Cafe Oskar.
Ved folkeafstemningen den 23. juni stemte 51,9 procent af briterne Storbritannien ud af EU. Udsigten til britisk EU-exit – kaldet Brexit – åbner nye muligheder for EU-modstanden.
– Det britiske nej skaber en helt ny situation for EU-modstanden både i Danmark og i resten af Europa. Nu er det på tide, at den danske befolkning også bliver hørt. Folkebevægelsen mod EU opfordrer den danske regering til at følge det britiske eksempel og udskrive en folkeafstemning om EU i Danmark, siger Rina Ronja Kari, der sidder i EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.
Det er værd at debattere nu, mener Arbejderen, som derfor inviterer til fyraftensdebat i morgen, onsdag den 29. juni klokken 16:30 i Hillerødgade 30 A i København.
Johanne Langdal Kristiansen, Folkebevægelsen mod EU, var i London på afstemningsdagen og vil fortælle om sine indtryk. Den anden oplægsholder er Karina Rohr Sørensen, talsperson for Kommunistisk Parti, som i sin seneste blog på arbejderen.dk skriver:
"Kommunistisk Parti mener, det er afgørende, at vi kæmper for at få en afstemning i Danmark om medlemskabet. Derfor bakker vi fuldt og helt op om Folkebevægelsen mod EU's kampagne for dansk udmeldelse. Vi tror ikke på, at man kan ændre EU indefra – det er en illusion. Det handler om at komme ud af EU."
Alle interessede er velkommen, der er gratis adgang til mødet, som foregår på første sal, adgang ad trappe.
I Mejlgade 49 i Aarhus afholder Café Oskar et tilsvarende debatmøde nu på fredag. Her vil Jakob Lindblom fra Folkebevægelsen mod EU og Karen Sunds fra Kommunistisk Parti giver deres bud og analyse af situationen. Cafeen er åben fra klokken 15, mødet starter klokken 16.