18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Udstilling: Saharawierne venter

Udstilling

Udstilling: Saharawierne venter

Katinka Klinge Albrectsens fotografier i VerdensKulturCentret i København viser saharawiernes historie, levevilkår og oprør mod nabolandet Marokkos besættelse.

03 okt 2017

Tekst af Lene Holm Jensen, filosofistuderende på Københavns Universitet.

’Saharawierne venter’ er en udstilling i VerdensKulturCentret på Nørrebro med fotografier af Katinka Klinge Albrectsen. Udstillingen giver et indblik i de flygtningelejre i Algeriet, hvor 150.000 mennesker fra Vestsahara har boet de sidste 42 år på grund af Marokkos besættelse af deres land.

På bagvæggen i VerdensKulturCentrets cafe har Albrectsen sat billederne på en sådan måde, at man får fornemmelsen af at stå i flygtningelejrene og kigge mod horisonten, som bliver ved ud i uendeligheden. Det er den golde Saharaørken, som dominerer fotografierne, og i dette ingenmandsland lever mennesker i midlertidige lejre, præcis som de har gjort i flere årtier. Denne absurditet tydeliggøres med fotografier af saharawiernes huse, der er lavet af sandsten og skildrer hermed, hvor skrøbelig en tilværelse saharawierne har. Husene og levegrundlaget kan forsvinde øjeblikkeligt i mødet med en sandstorm eller et regnskyl.

Udstillingen ‘Saharawierne venter’ giver en indførelse i saharawiernes historie, levevilkår og oprør, som er stærkt underrepræsenteret i mediebilledet. Vestsahara er en gammel spansk koloni og har siden 1975 været besat af nabolandet, Marokko. Intet land i verden anerkender Marokkos besættelse, og FN’s Sikkerhedsråd har gang på gang understreget saharawiernes ret til selvbestemmelse. Det er farvekontrasterne i fotografierne i mødet mellem saharawierne og den øde ørken, der viser, at noget er, som det ikke bør være. Marokko bør trække sig ud af Vestsahara, så landets befolkning kan vende hjem.

Vi ser både livet i lejrene fra aktivisterne, soldaterne, barnet og demonstrationsgruppens perspektiv.

I fotografierne brydes det øde landskab hele tiden af menneskernes farverigdom. På trods af landskabets brutalitet bliver den nådesløse ørken pludselig mystisk, når sandstormen utydeliggør motivet. På et andet fotografi portrætteres en flok soldater fra saharawiernes frihedsbevægelse, Polisario, da de sidder på gyldne sanddynger i ørkenen afbrudt af små grønne planteformationer. Det er et godt eksempel på balancen i Albrectsens fotografier, som på den ene side har blik for naturens barske kår og på den anden side portrætterer saharawiernes tilværelse.

Katinka Klinge Albrectsen er fra København, uddannet fra Fatamorgana (Danmarks Fotografiske Billedkunstskole) og er nu fotojournaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun er aktiv i solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt og tog i april 2017 til saharawiernes flygtningelejre i Saharaørkenen for at dokumentere situationen.

Udstillingen er skabt i samarbejde med Afrika Kontakt og VerdensKulturCentret og med støtte fra Amnesty International og 1. Majfonden. Den vises frem til den 21. oktober i VerdensKulturCentret på Nørrebro, Nørre Alle 7, 2200, København N.