09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Unge viser vejen – støt klimakampen

Unge viser vejen – støt klimakampen

Netværk for Velfærd og Demokrati indbyder til konference hos HK Hovedstaden.

28 mar 2019

Kom og bland jer i debatten, så vi sammen kan presse politikerne og hjælpe skolebørnene i kampen for vores jord. Danmark skal gå forrest – fordi vi kan!

Sådan lyder opfordringen fra Netværk for Velfærd og Demokrati, som indbyder til en konference om klima og miljø torsdag den 28. marts klokken 17 til 21 hos HK Hovedstaden, Svend Aukens Plads 11, tæt ved Islands Brygge metrostation.

Formålet med konferencen er at få NGO'er, politikere og fagforeninger til at drøfte, hvordan Danmark kommer i front med den grønne omstilling, og at belyse og diskutere konkrete indsatser til løsning af såvel klima, økonomi og sociale udfordringer.

Er du enig i, at der skal gøres noget – så tilmeld dig hos Kim Davidsen på e-mail: kimdavidsen@ibrev.dk.

“I Netværk for Velfærd og Demokrati føler vi, at der er et stort behov for initiativer med fokus på klima og miljø op til folketingsvalget og valget til EU-parlamentet. Vi vil gerne gøre en indsats, så miljø og klima får en central plads i kampagnerne op til valgene. Vi vil starte med en konference, som kan bruges til at identificere de relevante udfordringer og løsninger på klimaområdet.

Det, der ofte bliver drøftet, er samspillet mellem klima og økonomi. Desværre bliver den sociale dimension ofte glemt. Det er sikkert én af de væsentligste barrierer for forandringer. Hvorfor sker der ikke mere politisk og i den "etablerede" del af samfundet?

Der er et spirende oprør blandt grupper af unge i samfundet, som er klar til at omlægge deres livsstil til klimavenligt og bæredygtigt forbrug. Og flere og flere virksomheder kappes om at være mest ambitiøse på det grønne.

Politikerne er først lige ved at vågne op, og de er langt bagefter. Danmark er ved at blive overhalet indenom, så den danske førerposition på energi og klima kan ikke tages for givet. FN’s seneste klimarapport i forbindelse med COP24 i Katowice viser klart, at verden ikke lever op til Paris-aftalen med en stigning i Co2 udslip på 2,7 procent.”