11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Venezuela holder kursen mod lighed og socialisme

En lille fest for en stor valgsejr

Venezuela holder kursen mod lighed og socialisme

Med valgsejren til Hugo Chávez har Venezuelas befolkning kvitteret for de fremskridt, der er sket siden Chávez skød Den Bolivarianske Revolution igang for 14 år siden. Og de har sagt 'pa'lante commandante'.... lad os så komme videre!

En gruppe unge i en arbejderbydel i Caracas - Caracas' 2400 NV kunne man måske sige. Nogle af de unge har lige har stemt for første gang. Ingen tvivl om, hvor de satte deres kryds.
FOTO: Sven-Erik Simonsen
1 af 1
30 okt 2012

På tirsdag, den 30. oktober, inviterer Venezuelas ambassade til en fest- og informationsaften i anledning af den store valgsucces for et par uger siden.

Succes fordi valget blev gennemført på allerbedste måde og får enstemmig ros fra observatører.

Succes fordi den venezuelanske befolkning med genvalget af Hugo Chávez får mulighed for at fortsætte den enestående sociale og politiske udvikling som blev indledt for 13 år siden, da Chávez blev valgt første gang og satte den såkaldte Bolivarianske Revolution på dagsordenen.

Succes fordi med Chávez som præsident i Venezuela har venstrebølgen og enhedsprocessen i Latinamerika bevaret en afgørende vigtig energikilde.

Alt det er mere end anledning nok til at feste, så derfor indbyder ambassaden:

"Kom og fejr valgsejren, den Bolivarianske Revolution og kommandant Hugo Chávez - med Roger Corbacho, Carlos Flores og Sven-Erik Simonsen", lyder invitationen.

Den Bolivarianske Revolution har fået sit navn efter Sydamerikas frihedshelt Simón Bolívar, der stod i spidsen for frihedskampen mod kolonimagten Spanien i starten af 1800-tallet. Men sit aktuelle sociale og politiske indhold har revolutionen fået med Hugo Chávez og den folkelige bevægelse, som han udspringer af.

Resultaterne fra de sidste 13 års 'revolution' er lang, men blot et par eksempler, gør det let at forstå, hvorfor et solidt flertal af vælgerne stemte på Chávez.

Andelen af mennesker i Venezuela, som lever i ekstrem fattigdom er på 13 år bragt ned fra 26 procent til syv procent. Alene sidste år er andelen faldet med to procent. Ud af en befolkning på knap 30 millioner svarer to procent til, at 600.000 flere ikke længere lever i elendighed men med en grad af tryghed for morgendagen.

Programmet 'Amor Mayor', der kan oversættes til 'Vi elsker de gamle', skal sikre en indtægt til ældre, som trods et langt livs indsats ikke har ret til pension. Foreløbigt har 1,2 millioner ældre i Venezuela fået denne kontante 'kærlighedserklæring' fra Den Bolivarianske Revolution, der som en af sine første handlinger besluttede, at landets olierigdomme skal komme landets befolkning til gavn.

Aftenens program:

Venezuelas repræsentant i Danmark chargé d'affaires Roger Corbacho vil oplyse om valget og vise en kort dokumentarfilm.

Ambassadens pressemedarbejder Carlos Flores vil fortælle om, hvordan pressen har informeret og misinformeret om valget.

Journalist Sven-Erik Simonsen, der var i Venezuela under valget, vil fortælle øjenvidneberetninger og vise billeder.

Arrangementet er åben for alle interesserede, og ambassaden byder på en mundsmag og en forfriskning.

Tirsdag den 30. oktober klokken 17.00 på Venezuelas Ambassade, Toldbodgade 31,3.th, København K.