Siden 1948 har palæstinenserne hvert år den 15. maj markeret al Nakba som er det arabiske ord for Katastrofen. Katastrofen var staten Israels oprettelse på palæstinensisk jord den 15. maj 1948, zionisternes fordrivelse af 750.000 palæstinensere og ødelæggelse af 418 palæstinensiske landsbyer. Men Katastrofen tog sin begyndelse længe før. 

Det skriver arrangørerne bag den årlige demonstration "For retten til at vende tilbage" og "Vi glemmer aldrig Al Nakba", som de afholder nu på søndag mellem klokken 15 og 17 på Den Røde Plads, Nørrebrogade 210 i København.

Det er organisationerne Nakba Initiativet, Boykot Israel Kampagnen, Tid til fred, Demokratisk Palæstinensisk Forbund i Danmark med flere, der står bag demonstrationen.

Arrangørerne skriver:

"Katastrofen hænger sammen med fremkomsten af den zionistiske bevægelse i slutningen af 1800-tallet. Zionismens mål var oprettelsen af en jødisk stat – som beskyttelse imod antisemitismen. Det blev hurtigt besluttet, at jødestaten skulle ligge i Palæstina. Straks efter øgedes indvandringen af jøder til Palæstina. 

I 1917 underskrev den daværende britiske udenrigsminister den såkaldte Balfour-erklæring, hvormed det britiske regime forpligtede sig til at støtte zionisternes plan om oprettelse af en jødisk stat i Palæstina.

I takt med den voksende jødiske indvandring til Palæstina begyndte palæstinenserne at gøre modstand. Det kom til en langvarig modstandskamp fra 1936 til 1939, hvor palæstinensiske modstandsgrupper kæmpede både mod det britiske mandatstyre og imod de zionistiske terrorgrupper. Palæstinenserne gennemførte den længste generalstrejke i landets historie. 

FN vedtog den 29. november 1947 den delingsplan, som delte Palæstina i tre dele. En jødisk del, en palæstinensisk del og Jerusalem, som skulle være under international administration. Ifølge delingsplanen skulle 56 procent af Palæstina gives til en jødisk stat, selv om jøderne på dette tidspunkt kun ejede 7 procent af Palæstinas jord. Palæstinenserne nægtede at anerkende delingsplanen, som i deres øjne var skræddersyet efter zionisternes interesser. Der udbrød krig mellem den nye stat Israel og de omgivende arabiske lande.

For at sikre et jødisk flertal i jødestaten havde zionisterne helt tilbage i 1930’erne udarbejdet planer til fordrivelse af palæstinenserne. Op til og efter 1948 fandt 70 massakrer på palæstinenserne sted. Den kendteste af disse er blodbadet i landsbyen Deir Yassin den 9. april 1948, hvor over 100 palæstinensere blev myrdet af terrorgruppen Irgun.

En anden massakre fandt sted i juli 1948 i Tantura ved Middelhavskysten. Her blev 200 palæstinensere dræbt og endnu flere fordrevet. Massakrerne skabte skræk og rædsel og tvang palæstinenserne på flugt. 

Mere end 750.000 palæstinensere, det vil sige over halvdelen af befolkningen, blev i løbet af 1948 fordrevet fra deres land.

Flere hundrede palæstinensiske landsbyer blev udslettet af israelske militser. De fordrevne palæstinensere levede herefter i flygtningelejre i Palæstina og i de arabiske nabolande. På trods af FN’s resolution 194 der garanterer palæstinensernes ret til at vende tilbage, har Israel konsekvent nægtet dem denne ret.

I Danmark bor der i dag 30.000 palæstinensere. De fleste af dem kom til Danmark under den israelske invasion i Libanon i 1982. På verdensplan er der 5,5 millioner palæstinensiske flygtninge, hvoraf størstedelen stadig bor i de flygtningelejre, hvortil de blev fordrevet i 1948."