09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Warehouse9 inviterer til kunstfestival

Festival

Warehouse9 inviterer til kunstfestival

Galleriet inviterer til International Performance Art Festival 2016.

20 apr 2016

Det københavnske performance- og multimediegalleri Warehouse9 inviterer til International Performance Art Festival 2016. Festivalen finder sted fra onsdag den 20. april til og med den 24. april.

I år er programmet sat sammen af en række forskellige kunstneriske elementer og stilarter. Værkerne har det til fælles, at de behandler aktuelle kønspolitiske spørgsmål og realiteter.

Der er således tale om værker, der er kreeret af en række internationale queer-relaterede scenekunstnere, og festivalen ønsker at give et indblik i, hvad disse kunstnere arbejder med lige nu.

Festivalen viser i år værker af performance- og live art-kunstnerne Paul Dunca (Rumænien), Krassen Kastev (Bulgarien/Schweiz), Iggy Lond Malmborg (Sverige), Rosana Cade (England/Skotland), M. Lamar (USA), Rubyyy Jones (England) og Denise Kottlett (Østrig) samt deltagelse af flere danske kunstnere.

Fra spørgsmål om døden over sprogets ufuldstændighed til køn(net)s forandringer

Kunstnerduoen Paul Dunca(Rumænien) og Krassen Kastev(Bulgarien/Schweiz) åbner festivalen onsdag aften med en forestilling ”TEST_a_MENTAL”, der giver et performativt blik på livet og døden. 

Torsdag vil svenske Iggy Lond Malmborg indtage scenen med performanceværket ”I don’t believe in anything”, centreret omkring kunstneren, der er dedikeret til at foretage en enkelt konkret handling, som han gentager flere gange. Det er en simpel, men samtidig eksplosiv performance, der peger på det komplekse lag i ellers umiddelbart entydige udsagn. Herved formår Lond Malmborg at udpege et sort hul i selve sproget.

Både torsdag og fredag aften vil der være mulighed for at opleve Paul Duncas performanceforestilling ”The Institute of Change”, hvor han – sammen med seks andre performere – vil tage publikum med på en historisk rejse i, hvordan synet på køn har forandret sig i Rumænien gennem de sidste 25 år.  

Byvandring gennem Vesterbro hånd i hånd med en fremmed 

Undervejs i festivalen vil den britiske kunstner Rosana Cade i konkret forstand tage sit publikum i hånden i værket ”Walking:Holding” og invitere det med på en byvandring på Vesterbo. Undervejs vil publikum skiftevis holde i hånd med en række andre personligheder fra det lokale Vesterbo – et stedspecifikt værk, der vil udfordre publikum og få dem til at nedbryde fordomme og give dem mulighed for helt bogstaveligt at ”gå i en anden persons sko”. 

Fredag aften byder på en række nyskrevne sange af den amerikanske multikunstner M. Lamar, når den i år vil gæste festivalen med værket ”The Funeral Doom Spiritual”. Lamar er kendt for sine særegne iscenesatte koncerter, der blander elementer fra opera med gammeldags ”spirituals” og leder tankerne hen på et performativt ritual. Lamars performanceværk kan beskrives som en nutidig fortolkning af ”spirituals” om verdens undergang.

Fredag aften inviteres publikum til et brag af en kabaret-aften i selskab med både internationale samt lokale nykabaret-kunstnere fra Danmark. Den festlige aften vil blandt andet byde på en optræden af den engelske nykabaret-kunstner Rubbyyy Jones i samarbejde med østrigske Denise Kottlett. Begge er de kendt for at adressere kønspolitik og samfundets forventninger til kønsidentitet og femininitet i deres værker.

I tillæg til de mange performanceværker vil der også rig mulighed for at fordøje dagens arrangementer og indtryk over en forfriskning i festivalens Art Lounge, der vil udgøre et samlingspunkt for hele festivalen. Festivalens kuratorer ønsker desuden, at Art Lounge vil kunne forene festivalens forskellige deltagere og være et mødested for debat og udveksling af idéer og erfaringer deltagerne imellem.  

Art Loungen vil desuden danne ramme for en række Artist Talks, hvor publikum får rig mulighed for at stille spørgsmål til kunstnerne, samt høre forskellige readings, blandt andet af tekster af og med den svensk-amerikanske queer-aktivist, Alex Alvina Chamberland.

Festivalen er kurateret, fundraiset og arrangeret af Emma Møller, Gritt Uldall-Jessen og Jørgen Callesen – og er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg og Vesterbro Lokaludvalg. 

FAKTABOKS

BEGIVENHED International Performance Art Festival
GENRE club-performance, tekstbaseret scenekunst, byvandring og live art
TID Onsdag d. 20. april - søndag d. 24. april ’16
STED Warehouse9, Halmtorvet 11C, 1711 København V
INFO & BILLETTER http://warehouse9.dk