18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kampagne for højere løn og ligeløn

FOA-opvarmning til OK 2018

Kampagne for højere løn og ligeløn

Typiske kvindefag som SOSU-arbejdere, pædagogmedhjælpere og dagplejere halter lønmæssigt efter det øvrige arbejdsmarked. Det skal der laves om på ved overenskomstforhandlingerne i 2018, mener FOA, der skyder en lavt- og ligelønskampagne i gang.

I dag fremlægger forbundsformand Dennis Kristensen de nærmere detaljer i FOA's lavtløn- og ligelønskampagne op til OK 2018.
FOTO: PN
1 af 1

Når FOA-formand Dennis Kristensen i dag genindtager scenen på forbundets kongres i Radisson Blu i Aarhus sker det blandt andet for at introducere kampagnen "Det du er værd".

Vi mener, at dem, der har mindst i indkomst, skal prioriteres højest, når lønnen skal aftales.
Dennis Kristensen, forbundsformand

Kampagnen er tænkt som opvarmning til overenskomstforhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked i 2018, og den skal bruges til at sætte fokus på lavtlønsjob og ligeløn.

– Der findes intet mere centralt for FOA's medlemmer - for FOA - end de overenskomster og den løn, vi er sat i verden for kæmpe for på medlemmernes vegne, lød det fra Dennis Kristensen, da han onsdag aflagde den mundtlige beretning og allerede her luftede forbundets initiativ.

86 procent af FOA's medlemmer er kvinder, og historisk har deres løn for arbejde i velfærdssektoren - som SOSU-arbejdere, pædagogmedhjælpere eller dagplejere - ligget i den lave ende af lønskalaen. Ifølge FOA er medlemmernes indkomst 23 procent lavere end gennemsnittet for andre fagforeningsmedlemmer.

Støver ligelønskrav af

Tilbage ved de offentlige overenskomstforhandlinger i 2008 blev kravet om lige løn for lige arbejde luftet ved utallige demonstrationer og aktioner under den store overenskomstkamp.

Siden trådte krisen ind, men efter nogle magre overenskomstår, hvor lønmodtagerne på både det private og offentlige arbejdsmarked måtte holde igen med lønstigninger og andre goder, er det på tide igen at rejse kravet om markante lønstigninger til de lavestlønnede og lige løn for lige arbejde, mener FOA

– Det er på sin plads at dem, der bogstaveligt talt går gennem ild og vand for andre - de, der investerer sig selv 100 procent i arbejdet med børn, syge, ældre og udsatte får den anerkendelse, de fortjener. Det er ganske enkelt på høje tid at sætte hælene i. Det er ikke rimeligt, at kvindefag skal nedvurderes, mener formanden for 183.000 medlemmer.

Forkert udvikling

– Vi mener, at dem, der har mindst i indkomst, skal prioriteres højest, når lønnen skal aftales. Ligeløn og solidaritet er værdier, vi deler med mange. Der er bare blevet så pokkers langt fra de pæne ord og politiske erklæringer. Der sker jo ikke noget, og nogle år går det den stik modsatte vej, konstaterer Dennis Kristensen. 

Ikke alene er forskellen på løn til mænd og kvinder stadig stor. Det samme gælder forskellen på de højtlønnedes og de lavtlønnedes løn. Og når der forhandles nye overenskomster aftales lønstigninger som procentstigninger til alle med udbygning af løngabet til følge.

– Jeg kunne desværre gøre listen endnu længere. Opbygningen af pensionsordninger er betalt af grupperne selv og den decentrale løn fordeles til dem, der har mest i forvejen, lød det fra forbundsformanden.

Over 15 år er FOA's medlemmer gået glip af knap ni millioner kroner af den sum, der ved overenskomstforhandlingerne bliver lagt ud til lokale lønforhandlinger. I 2013 var tallet på seks millioner, viser tal fra FOA.

– Undersøgelsen dokumenterer, at arbejdsgiverne har haft held med at lave mere lønspredning mellem top og bund. Og det er de lavtlønnede, der er sponsorer for de højtlønnede, siger forbundsformand Dennis Kristensen. 

Arbejdsmiljøet

Kravet om bedre arbejdsmiljø er rykket øverst på medlemmernes krav-liste. Det ser FOA-formanden som udtryk for en presset offentlig sektor og kravet fra politikere og arbejdsgivere om, at lønmodtagerne skal gå senere på pension.

Han slog dog samtidig fast, at sikringen af et godt arbejdsmiljø ikke alene er et fagforeningsanliggende.

– Vi kan og skal ikke som fagforening alene sikre det gode arbejdsmiljø. Det er og skal fortsat være arbejdsgivernes og lovgivernes ansvar, at arbejdsmiljøet er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Men vi skal både presse maksimalt på for og samarbejde om at skabe det gode arbejdsmiljø.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. nov. 2016 - 06:00   17. nov. 2016 - 16:16

noc@arbejderen.dk
Fakta om FOA
  • Fagforbundet FOA har 183.000 medlemmer, hvoraf godt 153.000 er erhvervsaktive. Det sidste år er antallet af medlemmer faldet med to procent.

  • FOA er opdelt i fire sektorer. De største er Social-Sundhed med 92.400 medlemmer og Pædagogisk med 43.400 medlemmer, mens Kost-Service og Teknik-Service har henholdsvis 9500 og 7300 medlemmer.

  • FOA holdt sin 4. ordinære kongres 16.-18. november på Hotel Radisson i Aarhus. Der var 600 delegerede.