Jette Kromann bruger ikke mange ord på at analysere, men mange på at udbasunere vidtgående proklamationer, når det drejer sig om Grækenland, og som hun skriver: "hele den europæiske arbejderklasse".

Det synes, som om hun befinder sig i en spontan revolutionær eufori, hvor virkeligheden ikke skal stå i vejen for drømmen om arbejderklassens magtovertagelse.

Landenes arbejderklasser hverken skal eller kan føre kampen alene.

Det virker ikke, som om Kromann har ulejliget sig med at læse det udmærkede analysebidrag fra Grækenlands kommunistiske Parti, som Arbejderen bragte for nylig. Og selv om weekendens artikel om enhed i arbejderklassen ikke forholdt sig til spørgsmålet om mulige deltagere i en enhedsfront, blev det dog med Dimitrovs ord fastslået, at arbejderklassen alene ikke kan det.

Den nationale kamp

Medlemskab af EU er medlemskab af en begyndende statsdannelse, hvor alle klasser i de nationale stater bliver underlagt EU's vedtagne love og bestemmelser. Sådan var det i Danmark før 1972, og sådan er det i dag. Alene derfor var grundlaget for Folkebevægelsen imod EU et nationalt grundlag – ligesom det også er i dag.

Og i det omfang, befolkningerne i medlemslandene oplever, at deres demokratiske rettigheder bliver tilsidesat, får modstanden national karakter.

Dette forhold er også gældende for alle andre medlemslande i Unionen. Men det betyder samtidig, at landenes arbejderklasser ikke alene hverken skal eller kan føre kampen alene. For det første, fordi de ikke har majoritet til det, og for det andet fordi denne kamp er en defensiv kamp.

Til gengæld vil sejre åbne for, at arbejderklassen kan indtage offensive positioner i den nationale klassekamp. Lige for tiden er der ikke meget, der peger i den retning med Folkebevægelsens ene mandat i EU-parlamentet. Men hvis Folkebevægelsen - og især Enhedslisten - kan finde en formel for et nationalt kompromis (folkefront) med Dansk Folkeparti, kan dette meget hurtigt ændre sig.

Omvendt, hvis det lykkes Enhedslistens "ultra-højre" og "ultra-venstre" at gøre partiet til medlem af et EU-Left Party, mister arbejdernes klassekamp fuldstændig legitimitet i det danske samfund. Hvilket jo præcist er hensigten med EU's faktisk vedtagne struktur med partilignende "grupper", respektive partier med medlemmer i flere lande.

Der er altså al mulig grund til at analysere, før man fremkommer med proklamationer om, hvad der er erfaringerne fra udviklingen i Grækenland. Og hvis Jette Kromann havde været en smule mere nøjeregnende med, hvad ordlyden var, da Syriza proklamerede folkeafstemning, havde der ikke været grund til at give den gas i revolutionstrompeten.

Læren af Grækenland

Jeg vil ønske, at de europæiske venstrepartier – hvem der nu vil være med – forsøger at holde tungen lige i munden og konstaterer:

At etableringen af eurozonens stabiliserende funktion – med vedtagelse af finanspagten – har medført, at nationalstaternes parlamenter bliver sat ud af funktion; at fastholdelse af nationalstaternes suverænitet kun kan opretholdes, hvis staterne 1) fravælger euroen og 2) udtræder af unionen.

Da Syriza-regeringen ikke havde indset dette på forhånd, men ligesom Jette Kromann troede, at EU var en forhandlingspartner, gik det galt.

Syriza-regeringen troede ligesom Jette Kromann, at EU var en forhandlingspartner.

Ud over de ovenstående beskrevne erfaringer kan man tillige konstatere:

At staten – heller ikke som medlem i EU – kan lave aftaler med kapitalismen, og at EU er garanten for finanskapitalens profitter.

Jette Kromann har imidlertid ret, når hun mener, at læren af Grækenland er "nødvendigheden af et revolutionært parti"; men det er ikke særlig marxistisk, når hun samtidig siger: "I vor periode organiserer reformismen udelukkende arbejderklassens nederlag".

For har man først gjort reformismen (socialdemokratismen) til fjenden, bliver det vanskeligt og nærmest umuligt at finde venner.

Før Arbejderen gik på sommerferie, efterlyste Kromann et "marxistisk parti", der i Grækenland kunne mobilisere en folkefront. Sådan noget kommer ikke over en nat- heller ikke i Danmark, men vi kunne for eksempel begynde med at blive enige om, hvad begreberne arbejder og arbejderklasse er for nogle størrelser i dag.