16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Klynkerne

Klynkerne

Virksomhederne er blevet de rene klynkere. Hvis ikke de får deres vilje, truer de med at flytte produktionen til udlandet.

Danish Crown og Bayerngas har i ugens løb taget prisen som storklynkerne. Uden nogen form for taknemmelighed over at kunne drive deres veltjenende virksomheder i Danmark, hvor de kan nyde en favorabel virksomhedsbeskatning og fradragsregler. Uden nogen form for glæde over at kunne trække olie lige op af vores undergrund samt 15,5 millioner svin lige ud af vores stalde. Uden taknemmelighed og glæde spiller Danish Crown og Bayerngas fornærmede.

Nu vil de ikke være her mere!

Svin

Danish Crown har en årlig omsætning på cirka 56.5 milliarder kroner. Moderselskabet har cirka 10.500 ansatte, mens Danish Crown koncernen har cirka 23.500 ansatte. Resultatet før skat var i 2011-12 på 1,9 milliarder kroner. Heraf blev 203 millioner indbetalt i skat. Det er vist ca. 10 procent.

Uden taknemmelighed og glæde spiller Danish Crown og Bayerngas fornærmede.

Danish Crown slagter godt 6 millioner svin i udlandet om året og er fristet til flere. Ledelsen meldte ud, at der skulle fyres 1.000 mand, hvis lønningerne ikke blev reduceret. Der blev indgået en aftale mellem virksomheden og tillidsfolk, som betød, at de sammen med landmænd og realkreditinstitutter skulle lægge 3 milliarder kroner i en fond, der skulle investere i produktion af svin til slagterierne. Arbejdernes andel var 600 kroner, som skulle trækkes i lønnen mod løfter om at trække fyringstruslerne tilbage.

Aftalen blev stemt ned. Arbejderne var ikke trygge ved Danish Crown. Der kan jo være en ny virkelighed i morgen. Og på den lange bane er det et skråplan. Hvad bliver det næste, og efter det næste næste, hvad så?

Straffen kommer: "Vi konkurrerer med lande, der har mere lempelige miljøregler og lavere lønninger. Derfor kan det betale sig at sende smågrise til opfedning og slagtning syd for grænsen," lød reaktionen fra direktør i Danish Crown Pork, Jesper Friis.

Olie

Det er en god idé at investere i flere og hurtigere tog til pendlerne. Derfor blev der indgået et forlig mellem regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti om at bruge 28,5 milliarder kroner. Pengene kommer fra den såkaldte Togfond, som får tilført penge fra ændrede beskatningsvilkår fra olieindvinding i Nordsøen.

Det fik nogle i oliebranchen op i det røde felt. Bayerngas er ved at udvikle nogle oliefelter sammen med DONG. Meldingen kom prompte fra den administrerende direktør Arne Westeng: "Vi kommer i stedet til at flytte vores aktiviteter til Norge og Storbritannien".

Liberalismen

Globaliseringens og neoliberaliseringens vinde gør deres virkning. Virksomhederne botaniserer efter de nemmest tilgængelige råstoffer, billigste arbejdere og politikere, der er parate til at sælge hele butikken. De nyder gerne de fordele, som staten kan give dem. De har vænnet sig til, at blive hjulpet af socialstaten og konkurrencestaten.

Anders Fogh Rasmussen stak i sin bog "Fra socialstat til minimalstat" fra 1993 næsen langt frem som neoliberalist uden ironi. "Socialstaten besegler endeligt det ufrie menneskes skæbne. Socialstaten har frembragt mennesker uden mod, mennesker med materielt begær, men uden vilje til at værne om sin egen værdighed som menneske ... Socialstatens slavemenneske ligger lydigt som en hund i sin kurv og luner sig foran kaminilden. Er slet ikke menneske mere." Og nu vil de rejse!

Ugen har vist, at neoliberalisterne blot er klynkende liberalister på krykker.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. sep. 2013 - 09:15   21. sep. 2013 - 09:15

Ugen der gik

af Sam