19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunister protesterer mod NATO

Fælles aktion i Europa

Kommunister protesterer mod NATO

I dag går kommunister over hele Europa på gaden for at protestere mod NATOs oprustning, som øger faren for krig. I Danmark står KPiD, DKP og KP sammen om protesterne.

De danske kommunister kræver militær nedrustning og social oprustning.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Når kommunisterne i KPiD, DKP og KP i dag går på gaden over hele landet for at protestere mod NATO's planer om større militærbudgetter og øget oprustning, er det et led i en fælles europæisk protest mod militæralliancen.

"NATO er en aggressiv krigsalliance. NATO og dets medlemslande står bag de blodige krige, som har resulteret i de største humanitære flygtningekatastrofer i nyere tid", hedder det i en fælles løbeseddel, som kræver "militær nedrustning og social oprustning".

Samarbejdet viser, at vi har sammenfaldende synspunkter på NATO og er enige om, at vi skal bekæmpe imperialismen.
Arne Cheller, formand, KPiD

Bag protesterne står det fælleseuropæiske "Initiativet", som består af kommunistiske partier og arbejderpartier fra 30 lande i Europa.

"Vi opfordrer alle arbejdere og alle arbejdende mennesker til at styrke kampen mod monopolerne, kapitalismen og de stater, som står bag imperialistiske indgreb og krige, at støtte de anti-imperialistiske og freds- og antikrigsbevægelser i Europa for at styrke kampen mod de aggressive NATO-planer og at organisere protestdemonstrationer i vore lande den 8. juli foran den polske og den amerikanske ambassade", hedder det i en udtalelse fra Initiativet.

Styrker enheden

I Danmark har de tre kommunistiske partier dog valgt at gå på gaden i stedet for at protestere ved ambassaderne.

Arne Cheller, formand for Kommunistisk Parti i Danmark, KPiD, ser det som et positivt tegn, at de tre danske partier i fællesskab aktionerer.

– Jo flere ting, vi kan gøre sammen, jo bedre. Det er med til at styrke enheden mellem vores partier. Samarbejdet viser jo også, at vi har sammenfaldende synspunkter på NATO og er enige om, at vi skal bekæmpe imperialismen, siger han til Arbejderen.

I Danmark har KPiD været medlem af Initiativet siden det blev oprettet for fem år siden, og snart forventer KP også at blive medlem.

– Vi har længe haft en optagelsesansøgning liggende, fordi vi mener, det er vigtigt at udvikle samarbejdet på tværs af landene mellem de kræfter, som er konsekvente EU-modstandere, siger Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti, KP.

Både teori og praksis

Beslutningen om at gøre den 8. juli til en fælles aktionsdag blev truffet på et arbejdsmøde i Initiativet i december sidste år.

– Vi mødes en gang om året og beslutter en arbejdsplan for det kommende år, som gerne forholder sig til både teoretiske spørgsmål, som vi vil markere, og praktiske ting, vi vil gøre sammen, fortæller Arne Cheller.

– Sidste gang besluttede vi at sætte imperialismen på dagsordenen i år, også for at markere 100-året for Lenins bog, hvor han analyserer imperialismen. Og så besluttede vi en række mærkedage, hvor vi ville gennemføre fælles aktioner. Det har blandt andet været 8. marts for at sætte fokus på kvindespørgsmålet.

KPiD har dog ikke haft kræfter til at deltage i alle aktionerne.

– Vi er jo ikke så stort et parti og har begrænsede resourcer. Men når vi gør det sammen med de øvrige kommunistiske partier, giver det os nye muligheder for at deltage, siger Arne Cheller, som ser frem til det fortsatte samarbejde.

Også Jørgen Petersen glæder sig til arbejdet i Initiativet.

– Det er vigtigt med fælles analyse og handlen, og vi forventer at deltage i det næste arbejdsmøde, siger han.

Formålet med Initiativet er at studere og bearbejde fælles europæiske spørgsmål og koordinere aktiviteter. "Initiative of workers and communist parties", som er det engelske navn for Initiativet, har et sekretariat, som har hovedsæde i Athen hos de græske komunister i KKE.

Læs mere på Initiativet hjemmeside www.initiative-cwpe.org.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. jul. 2016 - 08:39   08. jul. 2016 - 11:02

bi@arbejderen.dk