Formålet med mit indlæg er ikke at være uenig med artiklen "Dansk-grønlandsk hykleri", som blev bragt i Arbejderen den 2. oktober, men at påpege nogle faktuelle fejl.

Det nævnes i artiklen, at i "2021 er det 100 år siden at området (...) blev koloniseret". Det er ikke korrekt.

Staten gav tilladelse til at amerikanerne kunne opføre Thulebasen i 1951, og i 1953 blev den oprindelige befolkning inughuit tvangsforflyttet.

Det var Gustav Olsen fra Sisimiut, som i 1909 blev den første missionær på den daværende boplads Uummannaq, og det var Knud Rasmussen, som året efter oprettede Kap York Stationen Thule for private midler, fordi staten ikke viste området særlig interesse.

I forbindelse med salget af de Dansk Vestindiske Øer til USA i 1917 anerkendte en lang række lande dansk suverænitet over Grønland. En suverænitet, der dog blev udfordret i 1931 da norske fangstmænd erklærede visse områder i Østgrønland for norske.

Dansk suverænitet over hele Grønland blev stadfæstet ved den Internationale Domstol i Haag i 1933. Handelsstationen i Thule forblev imidlertid privatejet frem til Knud Rasmussens enke afhændede den til staten i 1937.

Staten gav tilladelse til at amerikanerne kunne opføre Thulebasen i 1951, og i 1953 blev den oprindelige befolkning inughuit tvangsforflyttet.

Staten løj

Staten fastslog at der var tale om en frivillig flytning og fastholdt denne løgn, frem til domstolene kunne bekræfte, at befolkningen var blevet tvangsflyttet og anerkendte, at dette indebar indgreb i såvel individuelle som kollektive rettigheder.

Baggrunden for retssagerne var Jens Brøsteds og min bog "Thule - fangerfolk og militæranlæg", som udkom i 1985.

Bogen vakte interesse og debat, og i 1987 blev det såkaldte Ziegler-udvalg nedsat. I december 1994 udkom udvalgets 500 sider lange rapport, der stort set bekræftede, hvad vi havde fremlagt i bogen, men trods alt gav staten medhold i, at der ikke var sket indgreb i inughuits rettigheder.

Ved to domme henholdsvis ved Østre Landsret 1999 og i Højesteret i 2003 opnåede inughuit den juridiske sejr over staten.

Erstatningen var imidlertid minimal, ligesom befolkningen heller ikke fik anerkendt ejendomsretten til området.

Det skyldes en ufin detalje, fordi staten og Hjemmestyret i forbindelse med ratifikationen af ILO konventionen 169 i 1994 fik det strikket sådan sammen, at inughuit og tunumiut (østgrønlænderne) ikke længere kunne have særegen status som oprindelige folk. "I Danmark findes der kun et indfødt folk i konvention nummer 169’s betydning. Det drejer sig om den oprindelige befolkning i Grønland eller Inuit."

FN's erklæring

Efterfølgende ratifikationen kom så i 2007 FN’s erklæring om oprindelige folks rettigheder (UNDRIP), hvoraf det klart fremgår, at man er "foruroliget over" og derfor "anerkender det presserende behov for at respektere og fremme oprindelige folks iboende rettigheder, der hidrører fra deres politiske, økonomiske og sociale struktur og fra deres kulturer, åndelige traditioner, historier og filosofier, og især deres ret til deres landområder, territorier og ressourcer".

Den daværende formand for Selvstyret – ikke Hjemmestyret – Aleqa Hammond holdt godt nok et oplæg i FN i september om "implementering af oprindelige folks rettigheder på nationalt og lokalt niveau", men havde næppe inughuits fratagne landrettigheder i tankerne.

Der er valg til Landstinget den 28. november, og det bliver derfor interessant at se, hvorledes den kommende grønlandske regering vil forholde sig til spørgsmålet, fordi: "Der er brug for, at det nulevende thulefolk og deres rettigheder ikke går i glemmebogen." jævnfør artiklen i Arbejderen om "Dansk-grønlandsk hykleri".