EU eller kaos – det synes at være de britiske EU-tilhængeres drejebog for at hindre brexit. Samtidig kæmper premierminister Theresa May for at give sin aftalen med EU kunstigt åndedræt. Der er nemlig ikke flertal i det britiske parlament for aftalen, der med rette er kaldt en fupaftale.

Aftalen binder nemlig Storbritannien til EU's indre marked, toldunionen og EU-domstolen, når briterne på papiret forlader EU i marts 2019 – i hvert fald hvis EU og Storbritannien ikke finder en løsning på det irsk/nordirske grænseproblem efter en overgangsperiode på to år. Det er den såkaldte backstop-mekanisme.

De britiske arbejdere har indset, at EU ikke er en del af løsningen, men en del af problemet. 

Nu håber May, at nogle uforpligtende erklæringer og præciseringer fra EU skal formilde modstanderne af aftalen, som både befinder sig i Labour og hendes eget konservative regeringsparti.

Hvem gavner de seneste dages kaotiske begivenheder i Storbritannien egentlig? De gavner først og fremmest EU og de britiske EU-tilhængere, som siden folkeafstemningen har modarbejdet udmeldelsen af EU. Blandt dem er også Theresa May og mange medlemmer af Labours parlamentsgruppe. 

Man skal ikke glemme, at May som noget af det første nedsatte en gruppe fra britisk industri og finansielle storspillere og spekulanter i City of London, der skulle rådgive regeringen i brexitforhandlingerne. Man skal heller ikke glemme, at backstop-mekanismen er kommet til, fordi både May, EU-kommissionen og Irland har insisteret på ordningen, fordi den reelt fastholder Storbritannien i EU på ubestemt tid.

Nu, hvor uret tikker mod brexit, og kaosset tager til, forsøger tilhængerne sig med den dansk/irske model: Folkeafstemninger indtil folket stemmer, som monopolerne ønsker det.

Da er det værd at minde om, hvorfor den britiske arbejderklasse stemte for brexit – det var hverken, fordi den er dum, racistisk eller reaktionær.

Næh, flertallet af vælgerne var trætte af ti års nedskæringer, hvor lønningerne reelt ikke er steget, mens priser på bolig, transport og dagligvarer stiger, og de rige fester løs på første klasse på trods af krisen i 2008.

De britiske arbejdere har indset, at EU ikke er en del af løsningen, men en del af problemet.