Det er syv år siden, at reformen af førtidspension og fleksjob trådte i kraft. Et væld af ulykkelige mennesker har siden stået frem og fortalt om reformens konsekvenser.

Vi har hørt om demente, uhelbredelige kræftpatienter og andre meget syge mennesker, der slæbes gennem årelange ressourceforløb og arbejdsprøvninger.

Nu skal reformen evalueres – efter næsten to års forsinkelse.

Den udbredte mistillid til mennesker på overførselsindkomst er ikke noget, de har opfundet ude i kommunerne.

I sidste uge mødtes beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard med de 64 organisationer, der er gået sammen i initiativet Værdig Reform, der kræver markante ændringer af reformen.

Ministeren gjorde på mødet meget ud af at fortælle, at han lytter til kritikken og tager den alvorligt. Men der er intet, som tyder på, at han vil kæmpe for at få gennemført kravene fra Værdig Reform.

Vi hører endnu engang en beskæftigelsesminister skyde ansvaret for problemerne over på kommunerne: De misforstår intentionerne i loven og fortolker reglerne forkert.

Men tilbage i 2012 rettede en række organisationer en skarp kritik af udkastet til reform og forudså de problemer, som siden er blevet til virkelighed.

Det er en central del af reformen, at førtidspension ikke kan bevilges, så længe der er noget arbejdsevne tilbage, og at unge under 40 år som udgangspunkt slet ikke kan få førtidspension. Fleksjob kan bevilges ned til få timer om ugen. Her er baggrunden for de endeløse afklaringsforløb ude i kommunerne, der skal dokumentere, at der ingen arbejdsevne er tilbage. 

SRSF-regeringen besluttede tilbage i 2012 trods kritik, at ydelsen i de såkaldte ressourceforløb skulle være på niveau med kontanthjælpen. Samtidig afviste man at sætte en øvre grænse for, hvor længe en person kan være i ressourceforløb. Det giver selvfølgelig de økonomisk hårdt pressede kommuner et økonomisk incitament til at fastholde syge på ressourceforløb i stedet for at bevilge førtidspension.

Reformen betød også en voldsom forringelse af fleksjobordningen. De fleste nye fleksjobbere fik et voldsomt fald i indtægt, det blev stort set umuligt at få fleksjob på sin hidtidige arbejdsplads, og fagbevægelsen blev udelukket fra forhandlingerne om løn og arbejdsforhold i det enkelte fleksjob.

Ingen af disse åbenlyse problemer i reformen lægger ministeren op til at ændre på. Han snakker i stedet om bedre indhold i ressourceforløbene og om, at kommunerne skal møde borgerne med tillid.

Men den udbredte mistillid til mennesker på overførselsindkomst er ikke noget, de har opfundet ude i kommunerne. Mistilliden bunder i den tilgang, flertallet af politikere på Christiansborg har til mennesker på offentlig forsørgelse. 

I årevis er det blevet italesat sådan, at kun ved at være i arbejde har man værdi som menneske og er en del af samfundet. Vi bliver dunket i hovedet med princippet om ret og PLIGT og får at vide, at vejen til at få folk i arbejde er konstant pres og lavere ydelser. 

Kun en fundamentalt anderledes tilgang til mennesker med handicap, sygdom og sociale problemer kan fjerne den udbredte mistro og forråelse, der i dag kendetegner vores beskæftigelsessystem.