I går var der igen demonstration mod nedskæringerne på handicapområdet i København. Gennem intensive protester er det lykkedes for unge med handicap og pårørende at lægge et massivt pres på de københavnske politikere.

Hvorfor laver politikerne ikke en bevægelse på landsplan, der virkelig kunne sætte magt bag kravet om bedre økonomiske rammer?

Det er sejt gået af en gruppe, der ellers er hårdt presset i dagligdagen.

Reaktionen kommer efter årelange forringelser på området. At kommunen nu vil smide flere hundrede unge ud fra de bosteder, der er deres hjem i dag, fik bægret til at flyde over.

Det er ikke kun på handicapområdet, at Københavns Kommune skærer ned. Der er sparekrav til alle kommunens forvaltninger.

Igen og igen hører vi politikerne sige, at nedskæringerne er nødvendige, samtidig med at de beklager konsekvenserne.

Men København er en rig kommune, der slet ikke behøver at spare på sine mest udsatte borgere. Der er penge til at sikre en ordentlig velfærd.

Problemet er, at København ikke må bruge sine egne penge på grund af budgetloven, der lægger snævre rammer for de penge, kommuner og regioner må bruge fire år frem i tiden. 

Det samme er tilfældet i alle landets kommuner. Overalt ser vi nedskæringer ligesom i København.

Den nye regering siger, at den vil sikre bedre velfærd. Vi vil sikkert også opleve, at der kommer flere penge til opnormeringer i daginstitutionerne og nok også til handicapområdet, hvor der begge steder har været markante protester. 

Men S-regeringen lægger ikke op til at tage et opgør med budgetloven og skrotte dens rigide regler, der ligger som en jernkappe ned over kommunernes og regionernes økonomi.

At regeringen vil fortsætte det stramme budgetregime viser også den kendsgerning, at de ikke vil afskaffe det moderniserings- og effektiviseringsprogram, der blev indført af Løkke-regeringen. Det pålægger kommunerne at effektivisere for en milliard kroner hvert eneste år og aflevere halvdelen af det sparede beløb i statskassen.

Det betyder, at allerede inden kommunerne starter forhandlingerne med regeringen om næste års økonomi, er der barberet en halv milliard kroner af i forhold til året før.

Og den praksis skal fortsætte, fastslår regeringen i den økonomiske redegørelse, der kom i denne uge.

Kommunernes Landsforening og kommunalpolitikerne rundt omkring i landet beklager sig over de stramme økonomiske rammer og stiller krav om flere penge.

Hvorfor råber de ikke virkelig højt og slår i bordet? Hvorfor kræver de ikke afskaffelse af budgetloven? Hvorfor møder alle de københavnske politikere, eller i hvert fald dem fra de såkaldt røde partier, ikke i samlet trop op på Christiansborg og kræver økonomiske rammer, der kan sikre ordentlig velfærd for alle? Hvorfor laver politikerne ikke en bevægelse på landsplan, der virkelig kunne sætte magt bag kravet?

Så længe de lokale politikere finder sig i at administrere de umenneskelige økonomiske rammer, vil vi opleve, at forskellige grupper bliver spillet ud mod hinanden. Når nogle grupper får kæmpet en forringelse af bordet, vil andre blive ramt.

Der er i den grad brug for et kommunalt oprør.