Præsident Trump trækker 9.500 soldater ud af Tyskland. Selv om USA fortsat har 25.000 soldater, atomvåben og en vifte af vigtige baser i Tyskland, er beslutningen et politisk vink med en vognstang. Trump vil straffe Tyskland med den begrundelse, at Tyskland ikke bidrager til NATO's oprustning med 2 procent af sit BNP, sådan som USA kræver af alle NATO-lande.

Trump har gjort det klart, at soldaterne ikke skal hjem, de skal flyttes frem til grænsen mod Rusland og være placeret i lande, som er mere venligt stemte overfor USA. Så fredskræfterne i Europa har ingen grund til at juble, selv om man naturligvis kan glæde sig over, at meningsmålinger viser, at stadigt flere tyskere ønsker, at alle amerikanske soldater i landet trækkes ud.

Det har kostet ikke mindst tyske industri-virksomheder dyrt at deltage i den USA-ledte økonomiske sanktionspolitik mod Rusland.

Konflikten mellem USA og Tyskland stikker langt dybere end uenighed om krigsbudgetternes størrelse. Det er en brik i den strategiske rivalisering mellem USA og andre lande, også USA's såkaldte allierede.

USA kæmper for at bevare sin stilling som verdens eneste supermagt. I de senere år er styrkeforholdet mellem USA, Kina, Rusland og EU (under tysk/fransk lederskab) blevet markant forrykket. I takt med at USA svækkes, bliver diktater og afpresning et stadigt mere dominerende træk i den amerikanske udenrigspolitik.

Trump har skærpet modsætningerne til både Kina og Rusland og presset sine europæiske allierede til at deltage i den amerikanske inddæmningsstrategi. NATO's oprustning, ikke mindst langs grænserne til Rusland, og den stadigt mere krigeriske politiske og ideologiske propagandakrig mod disse lande har også haft en direkte indflydelse på de europæiske NATO-lande og EU og den udenrigspolitik, de fører.

Det har kostet ikke mindst tyske industrivirksomheder dyrt at deltage i den USA-ledte økonomiske sanktionspolitik mod Rusland. Under indtryk af en ny økonomisk krise vil presset for at stoppe sanktionspolitikken vokse.

Trump kæmper for, at Europa skal købe amerikansk energi. Tyskland har i årevis kæmpet for at sikre sig flere energileverandører. Det er kernen bag striden mellem USA og Tyskland om Nord Stream 2, som vil sikre store mængder af russisk gas til Tyskland. Trump påstår, at det vil gøre Tyskland til en russisk fange.

Spændingerne mellem USA og Europa ses også i de økonomiske relationer. Trump har truet med at indføre skærpet told mod tyske biler og indført høje toldsatser på både stål og aluminium, som allerede har kostet de tyske bilproducenter dyrt.

USA's udenrigspolitik med afpresning og trusler har mange steder haft som konsekvens, at USA's rivaler og modstandere presses ind i nye samarbejdsrelationer og alliancer. Der ligger meget indestænkt frustration og harme bag den franske præsident Macrons udtalelser om, at ledelsen af NATO er hjernedød. Men det er i bund og grund også en erkendelse af, at USA har stadigt mindre at tilbyde sine europæiske allierede, som i stadigt mindre omfang ser, at deres interesser er sammenfaldende med USA's.

Merkels afbud til G7-mødet i USA er et politisk signal i den retning, ikke snævert bestemt af corona.

Tyskland forsøger at balancere mellem USA, Kina og Rusland, samtidigt med at Tyskland og Frankrig er enige om at sætte fuld fart på opbygningen af EU, herunder af EU's militære styrke og våbenindustri, som er nødvendig for at kunne modstå USA's pres og forsvare den europæiske storkapitals globale interesser. I det spil vil medlemslandene i EU blive udsat for et hårdt pres for øget integration og dermed afståelse af national suverænitet.

Med Tysklands formandskab i EU vil denne proces blive intensiveret. Det vil yderligere skærpe modsætningerne til USA.