Frankrigs finansminister Bruno Le Maire har sat sig på en "mission impossible". På de riges topmøde i Davos proklamerede den ultraliberalistiske Le Maire på vegne af Macron, at Frankrig vil bruge sit formandskab for G7 – verdens rigeste, vestlige lande – til at skabe en "ny kapitalisme". 

For det er selve det kapitalistiske system, som befinder sig i krise, lyder det fra Le Maire. Og det kan man jo ikke være uenig i. Det har længe været åbenlyst, at kapitalismen befinder sig i en økonomisk, politisk og klimamæssig krise. 

Le Maires program giver blot kunstigt åndedræt til det døende kapitalistiske system, der ikke kan reddes.

Det afspejler sig blandt andet i Frankrig, hvor arbejdere og andre almindelige franskmænd siden 17. november har demonstreret imod Le Maires og præsident Emmanuel Macrons nyliberale økonomiske politik, som accelererer uligheden, udstøder både folk med og uden arbejde i fattigdom og forgylder samfundets rigeste og mest privilegerede. 

"Vi står ved en skillevej. Enten tackler vi den stigende ulighed nu, eller også åbner vi for mere ekstremisme og nationalisme", lød det fra Le Maire i Davos.

Men Le Maire og Macron agter ikke at ændre grundlæggende ved det kapitalistiske system, dets udbytning og uretfærdigheder, hverken hjemme eller globalt. På trods af over to måneders protester fra De Gule Veste viger Macron ikke. Han har blot forhalet sin ulighedsskabende politik og insisterer på at gennemføre sin planlagte økonomiske politik.

Le Maire byder på tre veje til at føre den gamle kapitalisme over i en ny: En digital skat på internationalt niveau på den digitale økonomi, sociale og klimaansvarlige investeringer, og endelig en mindsteskat for virksomheder på verdensplan for at lukke skattehuller.

Med andre ord give arbejderklassen lidt smuler fra de riges bord – gammel, sur, socialdemokratisk vin på nye flasker. Le Maires program er blot kunstigt åndedræt til et døende system, hvis magthavere nu gøder grunden for højreekstremistiske kræfter og forbereder deres fascistiske diktatur.

Kapitalismen kan ikke reddes – arbejderklassen må redde sig selv og kloden ved at bane vejen for et helt andet system – socialismen.