Valget er overstået. Foran os står nu et parlamentarisk spil om regeringsdannelse, med det magtspil og almindelige tovtrækkeri det medfører. Mere vigtigt er det dog, at det er nu, kampen for en ny politisk retning må fortsættes med fornyet energi. Det bliver der nemlig brug for, hvis ikke den ulidelige politiske status quo skal fortsætte.

Forandringen kommer ikke af sig selv, og vi kan ikke som Morten Østergaard nøjes med at konstatere, at den fremmedfjendske symbolpolitik er fortid, blot fordi Dansk Folkeparti har mistet en væsentlig del af dets vælgergrundlag.

Det er en sølle trøst, at de fascistiske gadebøller fra Stram Kurs endte på et resultat lige under spærregrænsen.

Sagen er jo desværre den, at en stor del af forklaringen på Dansk Folkepartis elendige valgresultat er, at såvel Venstre som Socialdemokratiet gennem lang tid har ædt sig ind på protestpartiets hovedbeskæftigelse: Kanalisering af arbejderklassens retfærdige bekymring for globaliseringens bagsider over i en mere og mere udtalt fremmedfrygt.

Det er altså langtfra slut med politikernes pusten til frygten for det anderledes i forsøget på at spille arbejderne ud imod hinanden. Tværtimod har borgerskabets og småborgerskabets mest reaktionære dele fået sæder i Folketinget med Pernille Vermunds og Nye Borgerliges parlamentariske succes.

Det er en sølle trøst, at de fascistiske gadebøller fra Stram Kurs endte på et resultat lige under spærregrænsen. De var uhyggeligt tæt på fire pladser i Folketinget, og partiet kan nu se frem til et økonomisk boost i form af partistøtte.

Vandringen mod højre er altså langtfra slut, sådan som den radikale leder proklamerer. Og mens andre altså nok skal sørge for at holde ild i fremmedfrygten, kan Morten Østergaard og hans åh så humanistiske parti jo så sikre, at der også på det økonomiske område sikres fortsat umenneskelige forhold for samfundets flertal, mens den rigeste del kan klappe sig på vommen af velbehag over lettere skatter og nemmere adgang til udenlandsk arbejdskraft.

Der er altså ikke i selve valgresultatet meget at fejre. Så er der til gengæld så meget desto større grund til at råbe hurra for de mange bevægelser, som er skudt frem i det folkelige landskab. Bevægelser som på mange måder har formået at sætte dagsorden i valgkampen. Det er altafgørende, at det gode arbejde nu fortsættes og intensiveres.

Ikke bare for at sikre gode takter i et nyt regeringsgrundlag, men for kontinuerligt at presse det nye flertal til at omsætte mandaterne til en ny politisk kurs for Danmark.