I øjeblikket breder coronapandemien sig med dramatisk hast. Hver dag smittes titusinder af nye mennesker. I de værst ramte områder fordobles antallet af smittede hver tredje dag.

WHO appellerer om global solidaritet i kampen mod den fælles fjende. Men det er langt fra alle lande, som har reageret positivt på appellerne om hjælp.

Det er ligitimt at forholde sig kritisk, men dækningen af de tre lande er direkte fjendsk og forudindtaget.

I dag er pandemiens center forlængst rykket fra Kina til Europa, og udviklingen i USA er stadigt mere desperat.

I Europa har corana i ugevis været en katastrofe i Italien, hvor sundhedsvæsenets kapacitet for længst er overskredet. Patienter ligger på gangene, og hundreder dør hver eneste dag. Italien bad meget tidligt EU og EU's medlemslande om hjælp, men fik i første omgang et nej.

I hele EU har der manglet værnemidler, testudstyr og respiratorer. Nedskæringer på sundhedssektoren, som er direkte og indirekte konsekvenser af EU-diktater og finanspagten, har sat dybe spor.

Produktionen af lægemidler, vacciner, værnemidler og hospitalsudstyr er overladt til store monopoler. Blandt andet valgte Danmark at privatisere produktionen af vacciner.

>> LÆS OGSÅ: Professor i sundhedsret: Er vi trygge ved at vaccineproduktion er ude af vores hænder?

EU har vist en fatal mangel på solidaritet. Blandt unionens vigtigste skridt har været et krav til streamingtjenesterne Netflix og HBO om at ændre deres signal, så internettet ikke overbelastes i en situation, hvor så mange arbejder hjemmefra.

Et andet skridt har været at forhindre, at medlemslande forsøgte at stoppe eksport af værnemidler for at sikre landets egen befolkning.

I USA topper galskaben med en præsident, der først kaldte corona for fake news og vedbliver at love befolkningen, at epidemien forsvinder, når det bliver varmere i april.

Samtidigt sagde New Yorks borgmester, at om kort tid forventes det, at byen vil mangle 30.000 respiratorer og 85.000 hospitalssenge.

USA har også udnyttet situationen til at skærpe sanktionerne mod Iran, som er meget hårdt ramt af corona. Og Venezuelas henvendelse til IMF om et lån til at bekæmpe corana har man direkte afvist at behandle.

>> LÆS OGSÅ: IMF afviser lån til Venezuela til bekæmpelse af covid-19

Samtidigt med at pandemien udvikler sig, optrappes den stadigt mere heftige ideologiske kamp, hvor danske medier skyder med skarpt mod "ondskabens akse": Kina, Rusland og Cuba", som er blandt de lande, der midt i krisen har udvist størst solidaritet med de hårdest ramte lande i verden. 

"Skamløs udnyttelse", skrev Politiken på lederplads og beskyldte Kina for at slå plat på krisen, for nu at nævne et af eksemplerne.

For det er ganske vist, at Kina, Rusland og Cuba aldrig træffer gode beslutninger. De er per definition vores fjender, og det skal de vedblive med at være.

Naturligvis lavede man fejl i Kina i bekæmpelsen af corona – det har man også gjort i USA, Italien og Danmark. Det er ligitimt at forholde sig kritisk, men dækningen af de tre lande er direkte fjendsk og forudindtaget.

Cuba har sendt læger til mere end 30 lande. Kina har sendt udstyr til stort set alle lande i Europa – også Danmark – og de fattigste dele af Afrika.

Rusland har også sendt udstyr og læger til ikke mindst Italien. Overalt er de modtaget med begejstring af befolkningen. Naturligvis.

Men i danske medier ser man helt anderledes på situationen. Her portrætteres Kina, Rusland og Cuba som en "ondskabens akse" – USA's modstandere og dermed også Danmarks fjender.

Politiken mener, at Kina kun sender millioner af værnemidler og hospitalsudstyr for at opnå en PR-gevinst. Men havde det været Bill Gates og ikke en kinesisk rigmand, der betalte, så havde Politiken aldrig beklikket motiverne bag.

Man kan også vende den om: Havde EU kunnet sikre værnemidler, læger og hospitalsudstyr til befolkningen i EU, havde det været en PR-gevinst for EU. Men det kunne unionen ikke.

På samme måde havde det været en PR-gevinst for Trump, hvis USA havde afskaffet de økonomiske sanktioner mod hårdt ramte lande. Men det gjorde han ikke.

I den konkrete situation må man dømme de enkelte lande på deres handlinger, ikke ud fra om man kan lide regeringen eller præsidenten.