Socialdemokratiets udspil om tidlig tilbagetrækning er et positivt skridt i en rigtig retning, fordi det giver en rettighed til tidligere tilbagetrækning, der i de kommende år kan benyttes af mange tusinde arbejdere, der er nedslidte.

Men der er desværre plads til forbedringer på stort set alle områder:

Der er alt for få mennesker, der kan få glæde af udspillet. Her er der flere elementer, der spiller negativt ind. Kravet, om at man har haft 42, 43 eller 44 år på arbejdsmarkedet, er for stramt. Det virker også absurd, at man vil beregne det, når personen er 61 år. Det vil sige, at man efter en beregning stadig vil have mange år tilbage på arbejdsmarkedet, inden man kan trække sig tilbage. I takt med at pensionsalderen stiger, vil dette problem vokse.

Hovedproblemet omkring aftrædelsesalderen er skabt af velfærdsforliget, som må opsiges, sådan som de aktive kræfter i fagbevægelsen har krævet i årevis.

Samtidig er det uacceptabelt, at man ikke indregner perioder, hvor man er på kontanthjælp. Alle opgørelser viser, at der er titusinder af arbejdsløse, som uforskyldt er kastet fra dagpenge på kontanthjælp, fordi dagpengereglerne er blevet forringet.

Også forslaget til økonomisk ydelse er helt utilstrækkeligt. Regeringen vil spise folk af med 13.550 kroner. Et absolut minimum må være, at udbetalingerne i denne ordning må ligge på niveau med dagpengene, ellers vil mange økonomisk dårligst stillede, herunder enlige, kunne blive forhindret i at benytte mulighederne for tidlig tilbagetrækning.

Regeringen kunne have valgt at genopbygge efterlønsordningen, som netop blev skabt, for at mennesker med et hårdt fysisk arbejde kunne træde tidligere ud af arbejdsmarkedet. I stedet vælger man at fremlægge et udspil, hvis afsæt bygger på velfærdsforliget og dermed en stadigt stigende pensionsalder.

Det vil i sig selv udhule regeringens udspil, i takt med at pensionsalderen fortsætter sin himmelflugt. Samtidig kan man forvente, at regeringens udspil reelt betyder den endelige udfasning af efterlønnen.

Hovedproblemet omkring aftrædelsesalderen er skabt af velfærdsforliget, som må opsiges, sådan som de aktive kræfter i fagbevægelsen har krævet i årevis.

Det er absurd, at regeringen påstår, at den stigende pensionsalder er en nødvendighed, for at Danmarks kan finansiere den kollektive velfærd i fremtiden. I stedet for at tvinge arbejderklassen til at betale denne regning, er der en indlysende mulighed for at hæve skatten for de bedst økonomisk stillede i det danske samfund.

Et første skridt kunne være at rulle alle de store skattelettelser tilbage, som blev gennemført under de borgerlige regeringer. Disse skatte- og afgiftslettelser har i høj grad været medvirkende til at skabe den voksende ulighed i Danmark og har flyttet milliarder fra den kollektive velfærd til storkapitalens pengetanke og millionærernes bankkonti.

Frem til regeringens udspil bliver endeligt vedtaget, må der lægges et maksimalt pres fra ikke mindst fagbevægelsens side, som kan understøttes af de partier i Folketinget, som er klar til at stemme for nødvendige forbedringer.

Stormødet 3. september og demonstrationen den 11. september bliver de første vigtige skridt i en sådan proces.