Det er ikke, fordi EU-udviklingen har trukket de store overskrifter det sidste års tid, hvor al politisk fokus har været på coronapandemien. 

Vi har gang på gang set EU-domstolen dømme i den slags sager, hvor den frie bevægelighed er blevet sat over alt andet, og arbejderrettigheder er blevet undermineret.

Men ikke desto mindre sker der ting og sager i EU, som kan få store konsekvenser også i Danmark.

Et af de bemærkelsesværdige forhold er, at syv syd- og østeuropæiske EU-lande nu har rejst 15 sager ved EU-domstolen for at få dele af den såkaldte vejpakke annulleret.

Vejpakken blev endelig vedtaget i juli sidste år efter tre års forhandlinger og tovtrækkeri. Den forbedrer på en række områder forholdene for lastbilchauffører, som ofte har levet en kummerlig tilværelse på de europæiske veje. Men knap var blækket tørt på aftalens underskrifter, før de syv lande gik i gang med at rejse sager ved EU-domstolen.

Det siger meget om EU-systemet, at de syv lande kan gøre det. I EU er en aftale ikke en aftale, men kan altid indbringes for EU-domstolen til fortolkning. EU-domstolen er nemlig en aktivistisk domstol, som vurderer de aftaler, som landene indgår, ud fra de overordnede målsætninger for EU-samarbejdet.

I sagen om vejpakken mener de syv lande, at visse elementer af pakken er i strid med retten til fri bevægelighed i EU for varer, arbejdskraft, tjenesteydelser og kapital.

De syv lande angriber især tre punkter: For det første pakkens krav om at udenlandske chauffører skal have løn efter vilkårene i de lande, de arbejder i, at lastbiler skal vende hjem hver 8. uge, og at udenlandske lastbiler skal holde sig ude af Danmark i fire dage, når de har kørt tre cabotageture i Danmark.

Alle disse regler er kommet efter en stribe af sager, hvor vi har set udenlandske chauffører køre rundt i Danmark for en sulteløn, mens de bor på rastepladser i månedsvis. Vi har også set danske firmaer oprette postkasseselskaber i andre lande, hvor chauffører er blevet ansat udelukkende til at køre i Danmark.

Og ja, vejpakkens regler bremser den uhæmmede frie bevægelighed, hvor alt er tilladt. Vejpakken angriber den forretningsmodel, der hviler på social dumping og unfair konkurrence, som i virkeligheden er hele kernen i den frie bevægelighed. Derfor bliver det også neglebidende spændende at se, hvad EU-domstolen dømmer.

Sporene skræmmer desværre. Vi har gang på gang set EU-domstolen dømme i den slags sager, hvor den frie bevægelighed er blevet sat over alt andet, og arbejderrettigheder er blevet undermineret.

Samtidig er slaget om vejpakken en forløber for, hvad vi også kan komme til at se i sagen om EU's mindsteløn. I det nuværende forslag til EU-direktiv er Danmark nemlig undtaget fra at fastlægge en mindsteløn, da vi har et aftalebaseret overenskomstsystem. Men som både arbejdsgivere og fagbevægelse har fremhævet, kan EU-domstolen til enhver tid underløbe dette direktiv, så Danmark også bliver pålagt at indføre en lovbestemt mindsteløn.

>> LÆS OGSÅ: EU's direktiv om en mindsteløn – til gavn for hvem?

Den danske regering frygter med rette både angrebene på vejpakken og et direktiv om EU-mindsteløn og opruster på begge dele. Det samme bør de aktive kræfter i fagbevægelsen gøre. Der er al mulig grund til at sove med støvlerne på.