Der er grænser for, hvad man skal finde sig i. Og når faglige aktivister overfaldes og tæskes for at dokumentere usle arbejdsforhold på en byggeplads – som det skete søndag – så er den grænse overskredet med flere længder.

Det er derfor helt forståeligt, at Københavns stilladsarbejdere i dag valgte at nedlægge arbejdet i protest mod social dumping og mafiametoder på en byggeplads i Tikøbgade i København.

>> LÆS OGSÅ: Uro og væltet stillads: Stilladsarbejdere strejker efter overfald på kollegaer

Helt forståeligt er det også, at en gruppe af de strejkende var så rasende, at de valgte at trænge ind på pladsen og vælte et stillads, som ifølge stilladsarbejderne er opsat af underbetalte og utilstrækkeligt uddannede arbejdere.

De pæne forhandlinger ved blankpolerede borde giver ikke resultater, hvis ikke der er folk ude på arbejdspladserne, som er klar til at sætte magt bag forhandlernes krav.

Stilladsarbejderne sørger hver dag for, at alle bygningsarbejdere sikkert kan bevæge sig rundt på byggepladser over hele landet. At de er nidkære med, hvem der får lov til at opsætte stilladser i Danmark, skylder vi dem alle stor tak for.

De rimelige krav om uddannelse og ordnede forhold er ikke kun en sikring af stilladsfolkenes egne vilkår, men i lige så høj grad en kamp for hele byggebranchen, som over en årrække er blevet mere og mere uorganiseret.

De borgerlige medier vil utvivlsomt over de næste timer, dage og måske uger benytte stilladsarbejdernes aktionsmetoder til at puste nyt liv i deres igangværende kampagne mod fagbevægelsen – en kampagne, som først rettede sig mod kuffertslæberne i Københavns Lufthavns ret til at organisere deres kollegaer og siden handlede om 3F's såkaldt "ulovlige" overenskomster, som indeholdt krav om medlemskab.

I øvrigt en kampagne som er belejligt timet for arbejdsgiverne, som ser frem til endnu engang at tryne en spareoverenskomst igennem, hvor arbejderne nok en gang skal betale en urimelig lav lønfremgang med forringelser og "fleksibilitet".

Men midt i fordømmelsen, forargelsen og den selvretfærdige ophidselse over metoder i den faglige kamp skal herfra lyde en opfordring til at stoppe op og tænke over, hvor al vores velfærd og forholdsvis velfungerende arbejdsmarked kommer fra.

For det er ikke gaver, som arbejdsgiverne velvilligt har delt ud, men goder, som generationer af arbejdere har kæmpet sig til. De pæne forhandlinger ved blankpolerede borde giver ikke resultater, hvis ikke der er folk ude på arbejdspladserne, som er klar til at sætte magt bag forhandlernes krav.

Stilladsarbejderne er altid solidariske i andre faggruppers kampe – nu er det tid til at vise, at solidariteten går begge veje!