Et liberalt dogme siger, at ulighed skaber dynamik i samfundet. Men intet tyder på, at de liberales drømmesyner har meget hold i virkeligheden. Tværtimod er ulighed ikke bare gift for et samfund, men også for den enkelte fattiges fysik.

Det viser ny forskning fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Uligheden kommer vi ikke til livs, før vi tager et opgør med kapitalismen.

Helt præcis viser forskningsresultaterne, at personer, der fire eller flere gange gennem voksenlivet har været under den relative fattigdomsgrænse, ældes signifikant tidligere end andre. En årsindkomst på 60 procent under medianindkomsten betragtes som relativ fattigdom.

Ifølge professor ved Center for Sund Aldring og Institut for Folkesundhedsvidenskab Rikke Lund betyder tidlig aldring "også mere behandling i en tidligere alder, og det belaster både den enkelte og samfundet."

Hun påpeger samtidigt, at de vigtige resultater af forskningen kan bruges til at forebygge fattigdom:

"Set i et bredere perspektiv kan vores resultater give anledning til, at de politisk vedtagne nedsatte satser for overførselsindkomster skal genovervejes," siger Rikke Lund.

Og det er jo sympatisk. Hvor ville det dog være dejligt, hvis vi som samfund kunne give hinanden håndslag på ikke at ville tillade den ulighed, som altså ikke bare forkrøbler samfundet, men også den enkelte i bunden af indkomstskalaen.

Men der er desværre ikke meget, der tyder på, at et flertal af de folkevalgte på Christiansborg har i sinde at kaste sig ud i nogen krig mod fattigdom.

I stedet fortsætter krigen mod de fattige: Hjemløse smides på byporten, når de ligger og sover på gaden, tiggere smides i fængsel, arbejdsløse er jaget vildt, og syge skal på arbejdsmarkedet, om det så skal ske tilsluttet en respirator.

For ulighed – og ikke mindst udsigten til at havne blandt de udstødte i bunden – skal skabe sult i arbejderklassen og villighed til at tage skodjobs til skodløn og på lortevilkår. "Det skal jo betale sig at arbejde", lyder mantraet.

Uligheden kommer vi ikke til livs, før vi tager et opgør med kapitalismen. Men er viljen til stede, kan meget gøres allerede i dag for at sikre, at arbejdsløshed og sygdom ikke betyder social deroute. At de, som samfundet har presset ud, inviteres tilbage i fællesskabet og sikres et værdigt livsgrundlag.

Pengene er der: Danske arbejderes andel af den samlede samfundsmæssige indkomst er i en årrække faldet – samtidigt med at danske virksomheders profitter er eksploderet.

De nødvendige resurser skal altså blot fiskes op af lommerne og tages tilbage fra de, som dagligt beriger sig på arbejderklassens arbejde og de kollektive velfærdsløsninger, klassen har tilkæmpet sig gennem generationer.