VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd udgiver årligt en kortlægning af de hjemløse i Danmark. Årets version afslører en fortsat stigende tendens i antallet af hjemløse, men peger samtidigt på noget, som virker.

På trods af den stigende tendens rummer rapporten nemlig også det ekstremt positive budskab, at færre unge lever som hjemløse – efter en ellers årelang stigende kurve.

Ifølge seniorforsker Lars Benjaminsen skyldes det, at kommunerne har sat mere målrettet ind for at bremse den langvarige stigning i antallet af unge hjemløse. At der mange steder sættes ind med forskellige indsatser for både at skaffe boliger til de udsatte unge, men også give dem den sociale støtte, de har brug for.

Blandt de ting, der lader til at virke, er særlige herberger og forsorgshjem for de unge, så de 18-19-årige hjemløse ikke ender på et herberg med en masse udsatte voksne – med helt andre behov og problemer.

Uden at male verden alt for lysegrøn – hver tredje hjemløs er fortsat ung mellem 18 og 30 år – så kan man af VIVE's kortlægning udlede noget meget vigtigt: Målrettede indsatser virker!

Det kan måske virke selvindlysende for alle, som har hænderne nede i det daglige arbejde, men for regnedrengene i Finansministeriet og kommunernes økonomiafdelinger ser verden ofte ganske anderledes ud. Standardiserede indsatser og stordriftløsninger er ofte billigere på den korte bane og indenfor den enkelte budgetpost.

Derfor er det vigtigt, at de folkevalgte griber de erfaringer, som ligger bag den spæde succes med at nedbringe ungdomshjemløsheden, og insisterer på, at man ikke går efter den umiddelbart billigste løsning, men prioriterer de målrettede indsatser.

Mød menneskene der, hvor de er, og løs problemerne konkret i stedet for med spredehagl og symbolpolitik evigt og altid at klemme den enkelte ind i regnearkenes og den handlekraftige politiks umenneskelige kasser.

Det er jo langt fra første gang, at det viser sig, at det ikke er pisken, der løser de udsattes og fattiges problemer. Gang på gang viser erfaringerne, at en menneskecentreret socialpolitik er det, der virker.

Alligevel har pisken alt for længe været politikernes mest yndede socialpolitiske værktøj – mens de rige foie gras-fodres med gulerodspolitik.

Liberalisterne vil gerne fortælle, at de sætter individet i centrum, men faktum er, at deres individualisme presser mennesket ud over kanten til fordel for pengenes magt og systemets indretning til at servicere storkapitalen.

Kampen for at sætte mennesket først kan derfor ikke overlades til de liberale: Kun en frihedskamp, der baserer sig på at lade de bredeste skuldre bære de største byrder, og som sætter mennesket i centrum i alle spørgsmål, kan løse tidens problemer.