Hvordan i alverden skal man dog få et samfund som vores til at fungere fremover? Falske modeller er der nok af. Et af grebene fra den neoliberale værkstøjskasse er offentlige private samarbejder.

Tanken dukkede op i 1970'erne og 1980'erne sammen med tilbagerulning af velfærd, deregulering af finanstransaktioner, markeder og meget mere. Gældsætning af private husholdninger og statskasserne var også en metode, der blev brugt for at flytte værdier over i den kriseramte private sektor.

Byerne blev entreprenante. Megaprojekter skød op. De gav den akkumulerede kapitel, der havde svært ved at finde forrentning andre steder, muligheder for investeringer. Det var dét, der blev en kilde til boblen på ejendomsmarkedet – en del af den krise, økonomien er midt i nu.

Offentlige private samarbejder (OPP) er et af de værktøjer, der har haft svært ved at slå igennem i Danmark. Det er jo heller ikke nemt at forstå, hvorfor private skal tjene penge på ydelser og anlæg, som kommuner og stat selv kan anlægge billigere og under demokratisk kontrol.

Projektmagere og politikere, der er forblændet af infrastruktur som vejen til at bygge samfund, får mulighed for at realisere deres fikse ideer.

Et nyt stød er sat ind. Denne gang fra pensionskasserne, der siden 1987 har opbygget en formue på over 3.000 milliarder kroner. De bad de tidligere direktører for henholdsvis DONG og Nordea Bank Danmark – Anders Eldrup og Peter Schütze – om en rapport med anbefalinger om OPP.

Eldrup og Schütze var klar over, at der lå sprængfarlige principielle spørgsmål forude. De priser "den nordiske model" (ikke at forveksle med den danske model), men den trænger til fornyelse. "Valget står formentlig mellem en hurtigere modernisering og udvikling af velfærdssamfundet med inddragelse af pensionskasser og andre – eller en langsommere udvikling alene baseret på den klassiske model med fuld offentlig finansiering."

Hurtigt eller langsomt – leopard eller æsel. Pensionskassernes milliarder skal ud og arbejde som leopardkapital. OPP sælges som frihed, men er beton i mere end én forstand.

OPP kan blive endnu et kick til ejendomssektoren. Mange forslag om infrastrukturanlæg er i luften. Blandt dem Havnetunnelen i København, en bro over Kattegat samt andre tvivlsomme.

Projektmagere og politikere, der er forblændet af infrastruktur som vejen til at bygge samfund, får mulighed for at realisere deres fikse ideer. En Havnetunnel i København koster – indtil videre – 27 milliarder kroner. Den positive effekt for københavnerne, som politikere på rådhuset og lobbyister taler om, er svær at få øje på. Tværtimod. Derfor er den også svær at få besluttet politisk.

Men her kommer OPP ind. Vupti – her er penge! En havnetunnel, som ikke ville blive bygget for kommunale og statslige midler, kan realiseres uden at belaste kommunens budget lige nu. Politikere er fristede. Det politiske beslutningsgrundlag bliver deformeret, ligesom byen, der endnu mere udvikler sig efter, hvad der økonomisk er muligt og rentabelt, og ikke efter borgernes behov.

OPP betyder også at kommunerne mister fleksibilitet. En OPP-aftale binder og kan gøre det i mange år. Behovene ændrer sig jo hele tiden, så kommunen kan komme til at hænge på den. Kommunerne må rette sig efter aftaler i stedet for efter behov og det aktuelle politiske styrkeforhold.

Billigere bliver det heller ikke. Der skal afskrives og forrentes. Samlet set bliver det dyrere, end hvis kommunerne selv stod for projektet. Er det alligevel for lånte penge, vil renten være lavere end renten i OPP-kontrakten.

Når det ene projekt lægges til det andet, bliver OPP en møllesten om halsen på kommunerne. Både fordi det er en dyrere løsning, og fordi byråd lader sig friste til anlæg – blot for at omgå statens investeringsloft, som blandt andet er sat efter EUs gældsloft.

Alt i alt bliver den demokratiske styring svækket. Og pensionskasserne, som jo i sig selv er en slags OPP, gør os alle til potentielt spekulative subjekter med en alderdom, der afhænger af OPP-projekternes succes. Jo højere forrentning jo bedre. Men jo højere forrentning til kasserne jo dyrere for kommunerne – som jo også er os.

Leopard eller æsel er en falsk modstilling. Vist er fornyelse af samfundet påtrængende, men for socialister findes der langt mere dynamiske måder at lave samfund på. Blandt dem er demokratisk styring, udvikling af borgernes behov med videre.