Når klokken ringende stillede vi op i skolegården i rækker. Klasse ved klase. De store til højre og så blev vi mindre og mindre ud mod venstre. Det var en organisering af en ordnet og hurtig adgang op ad trapperne til klasserne.

Lige over hoveddøren stod det med indgraveret skrift: "Kundskab er magt". Vi var så afmægtige, at det ikke havde klangbunde i vores hoveder.

For mit vedkommende var det ikke de store kundskaber, der kom ud af den lange tid på bænkene. Det blev ligesom ikke hængende, for hvorfor skulle det egentlig det? Det var lange dage med overlevelse i de iltfattige klasser. Og alligevel kun seks timer dagligt.

På trods af dette skrev jeg engang - sikkert i syvende klasse - en stil om, hvordan skolen også kunne være. Emnet var fremtidens skole. Af en noget selvmodstridende grund kom min stil til at handle om heldagsskolen. Det var dage, hvor der var god tid til sport og til at slås med sne. Det var dage, som kun blev brugt til et fag. De kunne komme med tysk, matematik eller dansk – hvad de ville. Men at bruge en hel dag, eller flere, ved at gå til det samme stof på flere måder, var noget jeg havde lyst til. Åbenbart.

Vi kunne jo komme hen på maskinfabrikken og se, hvordan de lavede grønthøstere, og måske hen over et år følge med i opførelsen af et hus. Det var jo indlysende ret kompliceret med materialer fra hele verden. Tænk bare på jernet. Alt det der er jo på en måde indlysende. Børn og skoler knytter sig mere til deres bysamfund og bliver aktører i det.

Blandt lærerne er der få, der er husket. Dem der holdt, var dem der kunne fortælle fra det virkelige liv, om samfundet og holdninger – og gav sig tid til det. Det var overskud. Vi kunne mærke mennesket og spidsede ører. Det var ikke som en af dem, der blot var en dunk med pensum, der skulle hældes i vores hoveder gennem tragte.

Den nye skolereform blev lanceret i tirsdags under overskriften "Gør en god skole bedre". Heldagsskolen er tidens løsning. Den har jeg stadig meget sympati for, og der er klart mange gode intentioner i forslaget. Der er jo behov for at udvikle folkeskolen. Både fordi den trænger til det og fordi behovet for at skolens indhold udvikler sig hele tiden.

Sat på spidsen er skolesystemet forgroet og deformeret. Der er er alt for mange privatskoler. Mængden af specialundervisning er ude af proportioner. Argumentet med en selvstændig SFO har jeg aldrig købt. Hverken i forhold til at blande fag, eller for at give børn et frirum fra skolen. I virkeligheden var SFO-ordningen vel udtryk for, at skolerne var utilstrækkelige og ikke fungerede godt nok til, at børn kunne holde ud at være der hele dagen.

Størst skade er forvoldt gennem de sidste ti års forsimpling af folkeskolens funktion til en terpeskole i dansk, matematik og regning.

Folkeskolen er et resultat af mange års dårlige strategier og styring fra regeringer, ministeriet og kommunerne. Skolerne er systematisk sat under pres af dårlige historier og lavstatus til lærergerningen. Lærerne har reageret på udviklingen ved at forsvare det gode, der var, og er mod forringelser. En forsvarsposition på et felt, hvor der måske netop har været gode offensive muligheder? Ethvert system etablerer sig gradvist med rammer, der skaber sine egne logikker, som det ikke er nemt at lave om på.

Størst skade er forvoldt gennem de sidste ti års forsimpling af folkeskolens funktion til en terpeskole i dansk, matematik og regning. For som det hedder: Hvis børnene mestrer disse fag, så kører resten af sig selv. Meget af den samme logik er pakket ind i den nye reform fra regeringen.

Denne forsimpling er skadelig og begrænsende. De nævnte færdigheder er vigtige, men for at blive et søgende og reflekterende menneske har børn også brug for at udvikle deres evne til at tænke abstrakt samt danne og bruge begreber på en fleksibel måde. Frem for en opdeling af skolen i de kloge hoveder og de kvikke hænder, bør læring i samspillet mellem teori og praksis være for alle.

Koblet med disse punkter er også innovation (som vi ellers hører en del om) også et felt, som med afsæt i skolens lokalsamfund kan anvendes til at tage fat på praktiske, smarte løsninger og udvikling af nye behov.

Og så kommer vi ikke uden om mennesket, etikken i samværet og i forhold til skolens fagligheder. I den sammenhæng er dansk, matematik og engelsk nødvendige ingredienser og værktøjer, som kan blive udviklet og tilegnet, mens de bliver brugt.

Skolereformen sejler ind i et farligt politisk farvand, med businessmodeller, rigid tænkning om faglighed og skrabede budgetter. Lærerne føler sig kørt over. Hvorfor har regeringen ikke taget lærerne og de andre fagligheder på skolerne med ind i udviklingen af fremtidens skole?

Hvorfor har regeringen valgt at opbygge en bred politisk front, som kan smuldre hen ad vejen, inden forhandlingerne med lærerne? Det ligner en opskaleret version af Corydons sms til SAS's kabinepersonale. Folkeskolen har brug for udvikling af en "yes we can" stemning. Det er også et politisk ansvar.