Jeg er et af de mennesker, der faldt ud af dagpengesystemet, da de nye strengere krav til genoptjening af dagpenge trådte i kraft. Trods berøring med arbejdsmarkedet havde jeg ikke timer nok, da genoptjeningskravet for en ny periode i dagpengesystemet blev fordoblet til 1924 timer (svarende til ét års fuld beskæftigelse).
Efter kort tid på den såkaldte uddannelsesydelse, der havde til formål at gøre overgangen fra dagpengesystemet mindre abrupt, er jeg endt på kontanthjælp.
I Danmark har man længe talt om det amerikanske begreb "the working poor". Det har vi også i Danmark. Her kalder vi det bare "aktivering" eller "praktik".
Jeg er i dag i såkaldt "arbejdsaktivering" i Haveprojektet/Serviceværkstedet, der holder have og rydder sne for pensionister i Aalborg Kommune.
Pensionisterne betaler mellem 400 og 1250 kroner om året for at være tilmeldt ordningen. Beløbet afhænger af størrelsen på pensionisternes grund. Kontanthjælpsmodtagerne, der er i arbejdsaktivering i Haveprojektet, får ikke løn. Men gør "nytte" for deres kontanthjælp, som man formulerer det i kommunalt regi.
Der er til de enkelte grupper tilknyttet en gartner, der fungerer som en slags formand. Han får i modsætning til kontanthjælpsmodtagerne, der udfører arbejdet, løn på almindelige arbejdsmarkedsvilkår.
Ordningen administreres af en medarbejder ved Aalborg Kommune. Hun modtager også løn på almindelige arbejdsmarkedsvilkår. Kontanthjælpsmodtagere henvises til Haveprojektet af deres sagsbehandler, der modtager løn på almindelige arbejdsmarkedsvilkår.
I Haveprojektet arbejder man 34 timer om ugen og modtager som "løn" den kontanthjælp, man har ret til. I mit tilfælde er det omkring 5700 kroner (udbetalt) om måneden. Beløbet varierer en smule, da min kontanthjælp reguleres på baggrund af min kones indtægt i den pågældende måned.
Summa summarum: En 34 times arbejdsuge, der kaster en indtægt på 5700 kroner om måneden af sig. Naturligvis optjerner man hverken feriepenge eller pension, når man er i arbejdsaktivering.
Ordningen, som kommunen gerne bryster sig af, viser, at Aalborg Kommunes pensionister befinder sig højere i hierarkiet end byens kontanthjælpsmodtagere og villigt deltager i udnyttelsen af disse.
Desuden forhindrer Aalborg Kommune, når kommunen gør brug af gratis arbejdskraft (for kontanthjælpsmodtagernes vedkommende forstås), private aktører i at komme ind på et eventuelt marked for denne type ydelser.
I Danmark har man længe talt med forfærdelse om det amerikanske begreb the working poor. Det har vi skam også i Danmark. Her kalder vi det bare "aktivering" eller "praktik".
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278




