I spidsen for landets tredjestørste fagforbund, FOA, står Mona Striib, der allerede nu har dedikeret mere end to tredjedele af sit liv på at kæmpe for bedre vilkår for ufaglærte og faglærte og mod ulighed.

En sand velfærdskriger der giver sine modstandere klar besked, siger dem, hun arbejder tæt sammen med, om kvinden, der allerede som 18-årig koldingenser blev tillidsrepræsentant for de ufaglærte i Danfoss.

”Jeg bliver så vred, når medlemmer bliver behandlet dårligt.”

Sådan siger FOA's formand Mona Striib, når hun skal beskrive, hvorfor hun alle dage har brændt for fagbevægelsen og for at stille op på hendes egne og kollegernes vegne. Og der er ingen tvivl om, at indignation alle dage har været en central drivkraft for formanden i sin utrættelige kamp for bedre vilkår for medmennesker og medlemmer.

Topforhandler

Fredag den 12. februar fylder Mona Striib 60 år, og selve dagen kommer hun til at tilbringe med KL, hvor de sammen skal nå til enighed om de nye offentlige overenskomster. Her sidder Mona Striib med som formand for Forhandlingsfællesskabet – en sammenslutning af 51 faglige organisationer for kommunalt og regionalt ansatte, der repræsenterer 565.000 medarbejdere i det offentlige. En post, hun overtog, da lærernes daværende formand, Anders Bondo, i 2019 takkede af.

Posten som FOA-formand overtog Mona Striib midt under de dramatiske overenskomstforhandlinger i 2018. Siden har hun stået i spidsen for 52 forskellige faggrupper i et forbund, der blandt andre organiserer social- og sundhedsansatte, kantinemedarbejdere, dagplejere, reddere og rengøringsassistenter.

Fra gulvet på Danfoss

Ikke kun det, der ligger inden for den danske model, men hele det socialpolitiske felt har Mona Striib engageret sig i igennem hendes tid som fagligt aktiv. En sand velfærdskriger der giver sine modstandere klar besked, siger dem, hun arbejder tæt sammen med, om kvinden, der allerede som 18-årig koldingenser blev tillidsrepræsentant for de ufaglærte i Danfoss.

Siden arbejdede hun en årrække som jord- og betonarbejder. Det er forklaringen på, at der i fundamentet dybt under museet Trapholt er aftryk af Mona Striibs hånd og fod. Arbejdet harmonerede skidt med, at hun blev gravid med sit tredje barn. Derfor byttede Mona Striib bygge- og anlægsarbejdet ud med hjemmeplejen – og SiD-medlemskabet med FOA. Her blev hun i 1995 valgt som lokalformand i Kolding, og i 2004 blev hun næstformand i forbundshuset på Staunings Plads i København.

Kæmper indædt mod uretfærdighed

Igennem hendes 14 år som næstformand har Mona Striib særligt været optaget af det socialpolitiske felt, og hun er stærk til at samle mennesker og kræfter for i fællesskab at skabe resultater. Et eksempel er Værdig Reform-samarbejdet, hvor 64 sociale og faglige organisationer kæmper for bedre førtidspensions- og fleksjobregler.

Over for medlemmerne udmønter Mona Striibs kamp for større lighed sig i en ambition om på sigt at få ændret løndannelsen på det offentlige område. I stedet for at give lønstigninger i procenter bør de som på det private arbejdsmarked udregnes i kroner og øre, mener FOA-formanden. Også kampen mod nedslidning og muligheden for tidlig tilbagetrækning for de slidte er et vedvarende fokusområde for Mona Striib, der har skubbet hårdt på for den nu vedtagne Arne-pension.

Medlemmer, børn og børnebørn

Selv bruger hun udtrykket, at hun lægger øret til jorden for at vide, hvad der rører sig blandt medlemmerne helt ude på den enkelte arbejdsplads. Det seneste lille år har jorden buldret, mens corona har raset, og over et dusin såkaldte trepartsaftaler med arbejdsgivere og regeringen er der indgået for at sikre medlemmerne bedst mulige vilkår under det værst tænkelige pres. Et pres der endnu ikke er lettet. Men imens vil Mona Striib utvivlsomt gøre sit yderste for at stå stærkt som en søjle for FOA's medlemmer, sådan som hun også gør det for sine tre højt elskede børn og tre børnebørn.