23 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arne Nielsen Hansen 80 år

Tillykke

Arne Nielsen Hansen 80 år

Tidligere gymnasielærer Arne Nielsen Hansen, Frederikshavn, 80 år den 23. juli 2019.

1 af 1

En blåklædt arm med mikrofon stikker frem i kanten af mange pressebilleder. Mikrofonholderen er den nu 80-årige aktivist Arne Hansen, som utrætteligt gør globale nyheder til lokalstof på Frederikshavn Lokalradio. Interessen ligger især på velfærden for Danmarks og verdens flygtninge og arbejdet for en fredeligere verden med mindre social ulighed.

Som engageret lærer og SF’er blev Arne aktiv i kampen for en bedre verden.

Tjansen som opsøgende reporter ligger langt fra Arnes landbrugsbaggrund, hvor han malkede køer fra ganske ung. Han blev født i 1939 som nummer to ud af en søskendeflok på fire og voksede op på en gård i Understed nær Sæby.

Efter de normale syv års skolegang kom han på Stidsholdt Ungdomsskole og på Ladelund Landbrugsskole. Ind imellem var Arne som værnepligtig i 1958 med til at stille de omtvistede NIKE-atomraketter op på Amager.

Tiden i hovedstaden satte nye tanker i gang, så han tog præliminær- og studenterkursus og læste så samfundsfag og historie på Aarhus Universitet. Her rumlede ungdomsoprøret, men Arne ville ad mere demokratisk vej end de revolutionslystne og blev medlem af Socialistisk Folkeparti.

Arne vendte tilbage til sin fødeegn i 1972, hvor han blev ansat på Frederikshavn Gymnasium og HF-kursus som samfundsfags- og historielærer samt studievejleder.

Som engageret lærer og SF’er blev Arne aktiv i kampen for en bedre verden. I 80’erne i fredsbevægelsen Nej Til Atomvåben. Han deltog i den vellykkede kamp mod udstationering af mellemdistanceraketter i Europa og fik i 1987 den lokale Palme-fredspris.

I 1986 kom de første politiske flygtninge til Frederikshavn, og i forlængelse af kampen for fred og demokrati kastede Arne sig ud i at få dem gjort velkomne og ligestillede. Dette arbejde førte til stiftelsen af Frederikshavn Flygtningevenner og så Frederikshavn Multietniske Forening samt til en plads i Integrationsrådet.

Denne indsats blev belønnet med kommunens Integrationspris i 2004, SOS Racismes integrationspris samt Brandbjergprisen. Rådgivning og venskab med mange nytilflyttere har også bragt Arne til Sri Lanka. Desuden var Arne med til at stifte Frivilligrådet og De Frivilliges Hus i Frederikshavn.

Undervejs blev det også til lidt familieliv. Arne er gift med Ella Margrethe Hansen, og parret har fået to drenge og nu to børnebørn og tog sammen på Livølejrene. Efter 27 år som underviser på gymnasiet for flere tusinde studerende gik Arne på efterløn i 1999, men satte langtfra farten ned.

Arne blev lokal indsamlingskoordinator for Dansk Flygtningehjælps indsamlinger og sender fortsat lokalradio en gang om ugen, der ofte rummer reportager fra resten af landet.

Han er også flittig læserbrevsskribent og rundsender ugentligt et nyhedsbrev med nyheder og kommentarer om fred og flygtninge. Arne færdes hjemmevant på internettet, så herfra informeres om alle aktiviteter, og radioprogrammerne podcastes – på adressen ArneHansen.net samt Facebook.

På landsplan har Arne arbejdet i stort set alle flygtningesammenhænge, fra Danske Flygtningevenner over Mit Asyl, Et Anstændigt Danmark, Asylret, Bedsteforældre for Asyl og til Venligboerne. I fredsbevægelsen sidder Arne nu i bestyrelsen for foreningen Aldrig Mere Krig og er aktiv i netværket Fredsministerium.

Siden 2011 har Arne, i samarbejde med tidligere afghanske flygtninge, igennem Dansk Afghansk Humanitær Forening og Genbrug Til Syd været med til at sende mange containere med genbrugsudstyr til (pige)skoler, hospitaler og krigsinvalider i Afghanistan. Politisk har Arne været stedfortræder i Regionsrådet for SF, men er nu partiløs.

Arne har ikke tænkt sig at stoppe foreløbigt, for som han siger: “Vi er nødt til at gøre op med militarisme og strukturel og kulturel vold og opbygge en fredskultur for at kunne skabe en også klima- og miljømæssig bæredygtig verden – for vore børnebørns skyld.”

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. jul. 2019 - 05:00   23. jul. 2019 - 05:00

Tillykke

af Tom Vilmer Paamand, formand for Aldrig Mere Krig