Lørdag den 29. juni døde Kurt Wilken efter et langt og godt liv fyldt med glæde, musik og politik.

Kurs livsglæde, optimisme og engagement var smittende. 

Kurt blev 95 år gammel. De seneste år var han ramt af demens og levede et tilbagetrukket liv på et plejehjem i Hasle. Han flyttede til Bornholm sammen med kæresten Ida kort efter sin 90 års fødselsdag.

Selvom hukommelsen var begyndt at svigte, var Kurt i fin form til 90-års dagen, der sædvanen tro blev fejret med en stor fest sammen med familie og venner og masser af sang og musik. 

Musikken fyldte meget

Musik var en stor del af Kurts liv. Mange kender ham som den syngende brandmand med henvisning til hans arbejde som brandmand gennem næsten 40 år.

Allerede som barn oplevede Kurt glæden ved sang og musik, og som 19-årig fik han sin første guitar.

Utallige er de støttefester, politiske arrangementer, faglige møder, private fester og værtshusarrangementer, som Kurt har spillet til gennem mere end 70 år. 

Han var med til at starte hornorkestret Røde Horn op og spillede i mange år basun i orkestret. 

At hans indsats var værdsat, viser flere hædersbevisninger. Blandt andet modtog han i 2010 Gelsted-Kirk-Scherfig-Fondens særlige hæderspris, og han var æresmedlem i brandmændenes musikforening. 

Arbejderen har også nydt godt af Kurts sang og spil. Gennem en lang årrække spillede han hvert år til avisens støttearrangementer på Amager, hvor han boede det meste af sit liv, heraf næsten 60 år sammen med Gerda, der var ankeret i hans liv. Sammen fik de to børn og to børnebørn. 

Inden Kurt blev en mangeårig og trofast abonnement på Arbejderen, havde han i årtier arbejdet for udbredelsen af DKP's dagblad Land og Folk, også under besættelsen, hvor avisen var illegal, og han var aktiv i modstandsbevægelsen. Det var et hårdt slag for ham, da Land og Folk lukkede.

Overbevist kommunist

Gennem hele sit voksenliv var Kurt overbevist kommunist ligesom sin far.

Allerede som 15-årig blev Kurt medlem af det kommunistiske ungdomsforbund DKU og tre år senere af DKP, som han holdt fast ved resten af livet. 

Jeg lærte Kurt at kende i 1990'erne og kom til at holde meget af ham. Han fik mig overtalt til at hjælpe med at få udgivet en sangbog med et bredt udvalg af røde sange gennem tiden, som Kurt havde et imponerende kendskab til.

Og jeg spurgte aldrig forgæves, om han ville stille op til et støttearrangement for Arbejderen, som han kom til at holde meget af og fandt helt uundværlig.

Kurt var fantastisk dejlig at arbejde sammen med. Hans livsglæde, optimisme og engagement var smittende.  

Til han var højt op i 80'erne, kunne man møde ham cyklende glad ud ad Amagerbrogade med sin guitar på ryggen, parat til næste spilleaftale.

Den lørdag morgen i 2011, hvor min mand og jeg fejrede vores sølvbryllup, mødte han vores datter hos bageren og fik nys om, at der var fest. Mindre end en time senere stillede han med guitaren hjemme hos os. Det var så typisk Kurt, impulsiv, engageret og festglad som han var.

Vi er mange, der vil mindes Kurt med stor glæde over, at vi fik lov til at lære ham at kende.

Bisættelsen har fundet sted.