21 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kristian Plougmann Nielsen er død

Mindeord

Kristian Plougmann Nielsen er død

Kristian Plougmann Nielsen døde den 19. februar, 93 år gammel.

Kristian Plougmann Nielsen kort før han fyldte 90.
FOTO: Arbejderen
1 af 1

Kristian Plougmann Nielsen er død den 19. februar 2021 – 93 år gammel.

Kristian blev født den 30. marts 1927 i Holstebro. Han er opvokset på forældrenes gård nær Vinderup sammen med 8 søskende.

Vi er mange, der vil savne Kristian som en god kammerat og en gæv oprører med lune.

Kristian gik ud af Vinderup Skole efter 7. klasse og kom i lære som elektromekaniker på et værksted i samme by.

Efter læretiden arbejdede Kristian i nogle år på Telefonfabrikken Standard Electric i Kirkkoncernen.

Senere uddannede Kristian sig som skibselektriker på Odense Maskinmesterskole i 1956, hvorefter han tog det store spring og fik hyre som skibselektrikerofficer hos rederiet Ove Skov.

Her arbejdede han som elektrikerofficer på rederiets største handelsskibe, der i 25 år bragte ham rundt på alle verdens have. Et job som han var meget glad for og også stolt over.

Kristian gik i land i 1980, hvorefter han blandt andet arbejdede på Orlogsværftet, indtil han i 1987 gik på en velfortjent efterløn som 60-årig.

Kristian blev allerede, mens han sejlede, politisk bevidst og aktiv. Han meldte sig ind i DKP i 1973. Kristian tilbragte under sine landgange i København ofte tiden på Skipper Clement sammen med mange kammerater fra partiet og venstrefløjen.

Kristian forlod DKP i 1990 og var samme år med til den stiftende kongres i Kommunistisk Forum og gik med da denne organisation blev til Kommunistisk Parti i Danmark (KPID) i 1993.

Kristian forlod KPiD i 2005 og gik til Kommunistisk Samling og var med til Kommunistisk Partis stiftende kongres i 2006. Kristian var til sin død medlem af Kommunistisk Parti og tilhørte Nørrebro Afdeling, hvor han var aktiv.

I mange år var Kristian den ansvarlige for opsætning og drift af alt eludstyr på Land og Folk-festivalerne i Fælledparken i København, og senere havde han tilsvarende ansvar på de mange K-festivaller i Nørrebroparken i 1990’erne og 00’erne.

Kristian var også i mange år trofast aktiv deltager hvert år til Rosa Luxemburg & Karl Liebknecht-demonstrationerne i Berlin i januar uanset vind eller vejr; senest i januar 2020, hvor han var 92 år.

Kristian var tillige igennem mange år aktivt medlem af Pensionisternes Kulturforening af 1965 (tidligere Hobbyklubben af 1965). Han sad i bestyrelsen og blev æresmedlem i 2017. Kristian mødte altid trofast op til de ugentlige medlemsmøder.

På samme måde var han altid med på foreningens årlige udlandsrejser til for eksempel det antifascistiske feriested Heideruh i Tyskland, Avante Festival i Portugal, Anti-fascistiske Havnedage i Hamborg, Rusland og mange andre steder.

Kristian tilbragte meget tid på sit elskede skib, motorbåden Kraka i Marbæk Havn i Frederikssund. Han boede på skibet hver sommer lige til det sidste. Mange har nydt at være ude at sejle på Roskilde Fjord med Kristian som kaptajn.

Vi er mange, der vil savne Kristian som en god kammerat og en gæv oprører med lune.

Æret være Kristians minde.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. feb. 2021 - 13:45   26. feb. 2021 - 14:14

Mindeord

af Anders Kristensen, formand, Pensionisternes Kulturforening af 1965