19 Sep 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kurt Wilken fylder 95 år

Tillykke

Kurt Wilken fylder 95 år

Den Syngende Brandmand lever i dag et tilbagetrukket liv på plejehjem i Hasle.

Kurt Wilken til arrangement i 2010 hvor han modtog Gelsted-Kirk-Scherfig-Fondens særlige hæderspris.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Søndag den 2. september fylder Kurt Wilken 95 år. Dagen fejres stille og roligt sammen med den nærmeste familie og kæresten Ida.

Mange af Arbejderens læsere kender Kurt Wilken for hans spil og sang. Efter et langt liv i fuld fart i København flyttede han for nogle år siden sammen med Ida til Bornholm. Her lever han nu et tilbagetrukket liv på plejehjem i Hasle, hvor han stadig tager guitaren frem, spiller og synger lidt.

Inden da havde han boet det meste af sit liv på Amager, heraf næsten 60 år sammen med Gerda. Sammen fik de to børn og to børnebørn.

Ud over familien har politik og musik fyldt meget i Kurt Wilkens liv.

Som 19-årig fik Kurt sin første guitar. Senere lærte han også at spille basun og kontrabas. Utallige er de politiske arrangementer, demonstrationer, private fester og værtshuse, hvor Kurt Wilken har spillet alene eller sammen med andre. 

Også på arbejdet fyldte musikken. Kurt Wilken arbejdede som brandmand fra krigens slutning, og frem til han fyldte 60 år. Han var med i brandmændenes orkester og dannede derudover en gruppe med tre kollegaer, som fik navnet De Syngende Brandmænd. Han er æresmedlem i brandmændenes musikforening.

Som helt ung blev Kurt medlem af DKP og har gennem hele livet fastholdt sit politiske tilhørsforhold. Sine musikalske evner brugte han blandt andet som medlem af Røde Horn.

Under besættelsen var Kurt Wilken aktiv i modstandskampen, efter krigen fyldte arbejdet med at sprede DKP's dagblad Land og Folk rigtig meget. Det var en stor sorg, da avisen lukkede.

De sidste 25 år har Kurt abonneret på Arbejderen, og avisen har nydt godt af hans støtte og engagement. Blandt andet har han spillet til mange støttefester.

Et stort tillykke med de 95 år.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. aug. 2018 - 08:50   05. okt. 2018 - 16:15

Navne

af Ulla Rosenvold