Det er med det tungeste hjerte, at jeg skal skrive disse mindeord. Leif Kristensen gik bort den 24. marts mellem klokken 7 og 8 om morgenen, efter et par måneders modgang med lungebetændelse.

Leif var en nysgerrig mand, og selv om han kunne virke som en stille, introvert person, var han med på den værste.

Leif var min nabo, makker og ven og medlem af Kommunistisk Parti.

Leif var en nysgerrig mand, og selv om han kunne virke som en stille, introvert person, var han med på den værste.

Jeg mødte Leif første gang ude i opgangen, efter jeg havde skrevet et svar til en liberal politiker, som havde opfordret til selvtægt imod romaer på Nørrebro.

“Skide godt skrevet!” sagde han, da vi passerede hinanden. Jeg var oprigtigt lettet over, at en mand i min opgang var på min side. Et par dage senere mødte jeg ham igen, og han spurgte, om jeg ville have Arbejderen med en dags forsinkelse. Ja tak!

Han fik også lokket mig med til revolutionsfest for 100-året for Oktoberrevolutionen. 

Da Almen Modstand holdt det stiftende møde, var vi med. I startfasen af Almen Modstand var vi meget aktive, vi har således omdelt løbesedler både for demoer og for oplysningsmøder. Vi afholdt oplysningsmøde sammen med Bispeparken. Og har i flere omgange klistret plakater op i byen. Samt gået op til 4. sal. Og ringet på alle døre i vores afdeling med underskriftsindsamling. 

Vi startede også en aktionsgruppe. Vi nåede at dele Arbejderen ud en gang og sætte plakater op for Folkebevægelsen en gang. Vi har været til foredrag både i Bumzen, Ungdomshuset og hos Arbejderen.

Leifs store passion var bøger. Hans lille lejlighed er et bibliotek. Leif var ufaglært og arbejdede mange steder, blandt andet i et firma som trykte tegneserier. Han blev født i 1944 og voksede op på Nørrebro, indtil han flyttede til Nordvest.

Æret være hans minde.

Begravelsen finder sted, når coronakrisen er overstået.