21 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Linda Knudsen er død

Mindeord

Linda Knudsen er død

Kræften satte alt for tidligt en stopper for Linda Knudsens liv. Vi har mistet en god ven, og Arbejderen har mistet en god støtte.

FOTO: Privat
1 af 1

Linda Knudsen sov stille ind fredag den 26. februar, kun godt en måned efter sin 60-års fødselsdag, som hun desværre aldrig nåede at fejre, selvom hun havde glædet sig til en stor fest ligesom for 10 år siden.

Linda havde mange gode ideer til, hvordan vi skulle samle penge ind til Arbejderen. 

Lindas død efterlader et stor savn hos hendes familie og alle os, der var venner med hende. Hun var en stærk, sjov, varm og god ven, der altid var parat til en snak og et godt råd.

Vi lærte Linda at kende tilbage i 1990'erne, hvor hun var aktiv i det faglige arbejde i København dels som tillidskvinde og som områdeformand for almenområdet i fagforeningen LFS. Linda var pædagog, en dygtig og meget engageret en af slagsen.

Midt i 90'erne blev hun stærkt engageret i støtten til Ri-Bus-konflikten i Esbjerg. Det var omkring det tidspunkt, vi mødte Linda. Hun blev abonnent på dagbladet Arbejderen og engagerede sig i støttearbejdet for avisen sammen med os.

Linda havde mange gode ideer til, hvordan vi skulle samle penge ind til Arbejderen. "I er alt for forsigtige og går i for små sko", var hendes tilbagevendende kommentar.

I mange år var Linda fast deltager i Arbejderens årlige støttefest hos 3F Kastrup på Amager. Det var hende, der indførte den legendariske soljankasuppe til forret, der siden slutningen af 1990'erne har været fast på menuen. Ingen kan i dag forestille sig en støttefest på Amager uden Lindas soljankasuppe. I en årrække mødte Linda troligt op og brugte hele eftermiddagen på festdagen til at lave suppen.

Det var også Linda, der gav ideen til et årligt bankospil, hvor hun mange gange samlede en stor gruppe familie, venner og kollegaer, der deltog i arrangementet. Når Linda kunne slæbe en and med hjem, var humøret helt i top.

Lindas politiske holdninger var præget af hendes far, der var medlem af DKP. Det var Linda også selv i en årrække, og det prægede hendes holdninger, også efter at hun var gået ud af partiet. Retfærdighed, solidaritet, antiracisme, EU-modstand og kampen for et andet samfund var grundlæggende værdier.

Den største begivenhed i Lindas liv indtraf, da hun fik datteren Siff for godt 22 år siden. Hun var utrolig glad og stolt for Siff og fejrede hende hvert år med en flot fødselsdagsfest, som vi gennem alle årene har nydt at være med til. Linda var et stort festmenneske, der elskede at samle mange mennesker omkring sig.

Alt for tidligt satte kræften en stopper for festen. Linda blev syg for over fem år siden. Gennem hele det lange og svære sygdomsforløb bevarede hun et fantastisk humør og optimisme. Men de sidste måneder var det tydeligt, at kræfterne var ved at slippe op.

Linda, vi kommer til at savne dig. Vores tanker går til Siff og resten af familien i den her svære tid.

Linda bisættes fra Sundby Kapel på onsdag den 3. marts klokken 11. På grund af corona er der kun plads til den nærmeste familie og venner, der er inviteret.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. mar. 2021 - 08:11   01. mar. 2021 - 11:36

Mindeord

af Ulla Rosenvold og Carl-Aage Jensen