Diego Armando Maradona, antiimperialist, socialist og uden tvivl den største fodboldspiller nogensinde, er død i en alder af 60 år.

Vi kan ikke købes. Vi er venstreorienterede med fødderne, hænderne og forstanden.
Diego Armando Maradona.

Arbejderdrengen fra slumkvarteret Villa Fiorito i udkanten af Argentinas hovedstad Buenos Aires udviklede sig til en fænomenal fodboldspiller, som især huskes for nærmest ene mand at føre Argentina til tops ved verdensmesterskabet i Mexico i 1986.

Mod korruption

Som fodboldspiller kæmpede han utrætteligt mod korruption i den internationale foldboldføderation (FIFA), som han sammenlignede med en mafia. Han kæmpede for at forene fodboldspillerne, og i slutningen af ​1990'erne dannede Maradona med andre fremtrædende stjerner International Association of Professional Football Players for at forsvare spillernes rettigheder.

Maradona spillede for blandt andet Agentinos Juniors, Boca Juniors, FC Barcelona, Napoli, Sevilla, Newell’s Old Boys samt til sidst Boca Juniors.

Han spillede 91 landskampe, scorede 34 mål og blev kåret til VM’s bedste spiller i 1986. Kåret til årets spiller i Sydamerika i 1979 og 1980. Landstræner fra 2008 til 2010.

Revolutionær

Maradona, også kendt som "El 10", viste åbent sin støtte til venstreorienterede, socialistiske og progressive bevægelser og regeringer i verden og specifikt i Latinamerika. Han trodsede også åbent imperialisme og kolonialisme og var en stærk tilhænger af den palæstinensiske sag.

Blandt andet  udtalte han, "I mit hjerte er jeg palæstinenser... jeg er en forsvarer af det palæstinensiske folk, jeg respekterer dem og sympatiserer med dem, jeg støtter uden frygt Palæstina".

Han bar stolt en Che Guevara-tatovering på armen samt en Fidel Castro-tatovering på benet. Han var en nær ven og tilhænger af de tidligere statsledere Hugo Chavez, Evo Morales og Fidel Castro i henholdsvis Venezuela, Bolivia og Cuba.

Maradona udtalte engang, at "Jeg tror på Hugo Chávez. Jeg er chavista. Alt hvad han og Fidel foretager sig er det bedste".

Som socialist og antiimperialist forblev Maradona en engageret tilhænger af Venezuelas bolivariske revolution og progressive sociale bevægelser i Latinamerika og mistede aldrig håbet om, at de fattige og de undertrykte ville frigøre sig selv.

Han udtalte: "Jeg tilhører venstresiden i dén forstand, at jeg er tilhænger af fremskridt for mit land, er for at forbedre livet for fattige, så vi alle kan skabe fred og frihed. Vi kan ikke blive opkøbt, vi er venstreorienterede med fødderne og med hænderne – og vi er venstreorienterede med forstanden. Det må blive kendt blandt folket, at vi udtrykker sandheden, at vi ønsker lighed, og vi ønsker ikke et yankeeflag plantet oven på os".

Indre dæmoner

Maradona kæmpede på det personlige plan med berømmelsen. Som den uruguayske forfatter Eduardo Galeano skriver i bogen "Fodbold i sol og skygge", blev Maradona "overvældet af vægten af ​​sin egen personlighed".

De indre dæmoner førte ham ud i kokainproblem, problemer med skattevæsenet og påståede bånd til mafiaen i Italien. Han blev smidt ud af VM-turneringen i 1994 efter en positiv narkotest.

Diego Maradona var i de seneste år i livsfare flere gange. Han kom til at tage en overdosis i 2000. Han fik hjertestop i 2004, og siden har han efter eget udsagn ikke taget stoffer. Året efter fik han foretaget en bypass-operation. Og i 2007 blev han ramt af leverbetændelse.

Talte magten imod

Eduardo Galeano skriver, at "Maradona blev ved med at spille fodbold, selv efter at hans ben begyndte at gøre ondt. Han kunne ikke sove uden piller. Det tog ham ikke lang tid at indse, at det var umuligt at leve med ansvaret for at være gud på banen. Men fra begyndelsen vidste han også, at det var udelukket at stoppe, trods et liv under den tyranniske glorie af overmenneskelig ydeevne, en krop opsvulmet med kortison og smertestillende midler".

Maradona blev chikaneret af journalister og hadet af dem, han fornærmede, skriver Galeano. "Magtens maskineri havde svoret at få ram på ham. Han talte sandheden overfor magten, og betalte en pris for det".

"Han viste et barns uansvarlighed, der fik ham til at træde i hver fælde, der blev lagt ud på hans vej", skriver Galeano.

"Denne varme tempererede lille kloge spiller havde for vane at kaste om sig med store bogstaver, og klagede blandt andet over TV's 'almægtige diktatur' eller fodboldbosser, der tvang spillerne til at arbejde sig møre under middagshedens brændende sol".

Hvil i fred, Diego. Kampen fortsætter, både på banen og udenfor!