20 Apr 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Preben Brandt 75 år

Tillykke

Preben Brandt 75 år

Preben Brandt, psykiater, dr.med., forfatter, foredragsholder, tidligere formand for Rådet for Socialt Udsatte samt grundlægger og tidligere formand for Fonden Projekt Udenfor, har rundet de 75.

Preben Brandt tegnet på væggen i Projekt Udenfors sekretariat af en hjemløs kunstner.
1 af 1

Preben Brandt, psykiater, dr.med., forfatter, foredragsholder, tidligere formand for Rådet for Socialt Udsatte samt grundlægger og tidligere formand for Fonden Projekt Udenfor, fyldte den 29. december 2019 75 år.

Preben Brandt fortsætter i bestyrelsen, samtidig med at han fungerer som faglig ekspert for den daglige ledelse.

Preben Brandt har igennem et langt og driftigt liv haft et konstant fokus på de mennesker, der lever på kanten af samfundet. Han har gennem sit liv som psykiater for hjemløse, narkomaner og socialt grundstødte mødt mange kuldsejlede eksistenser. Hans meritter inden for såvel forskning som oplysning har været bemærkelsesværdige, og siden han i 1998 som socialoverlæge etablerede og i en årrække ledte Fonden Projekt Udenfor, har han bidraget som et kraftfuldt fyrtårn for de mennesker, som af den ene eller anden grund er blevet hjemløse.

Altid har han med konstant energi og usvigelig skarphed rettet fokus på den gruppe mennesker, som oftest er blevet svigtet af samfundet og borgerne.

Preben Brandts ideologi og indsats har båret frugt. I dag findes der – heldigvis og i modsætning til tidligere – en lang række aktører, som også bidrager til mennesker, der er blevet hjemløse.

Der er dog ingen som i Fonden Projekt Udenfor, der som det primære formål arbejder for den aller-svageste gruppe mennesker, som Projekt Udenfors gadeplansmedarbejdere møder dag og nat på gader og stræder i København og i Aarhus – i årevis med Preben Brandt som en af de mest aktive.

Preben Brandt har som forfatter (af blandt andet “Fattigsteder”, “Udenfor – erindringer fra et liv på kanten” og “Byen og social ulighed”) og foredragsholder (om hjemløshed, ulighed og socialt udsathed), som forsker og formand sat fokus på hjemløshed såvel i nationalt som internationalt perspektiv.

“Socialt arbejde, forskning og debat har været mit arbejde og min interesse”, siger Preben Brandt og fortsætter: “I det arbejde kræves en forståelse for og en indsigt i den verden, som skønlitterære forfattere, filmskabere, komponister, skuespillere, ja kunstnere i det hele taget kan præsentere os for, ellers bliver det et fattigt syn, vi har på andre og ikke mindst de mennesker, hvis skæbne vi som professionelle tillader os at have indflydelse på. Det vil også være et fattigt arbejde, hvis ikke samfundets strukturelle forhold inddrages i forståelsen af de udstødelsesmekanismer, der skubber mennesker ud af fællesskabet. Uden inddragelse af socialpolitik, filosofi og etik i forståelsen af det, som kan ses som en social uretfærdighed, vil der aldrig ske ændringer.”

I indeværende år trak Preben Brandt sig tilbage som bestyrelsesformand i Fonden Projekt Udenfor for at gøre plads til et kommende generationsskifte, men han fortsætter i bestyrelsen, samtidig med at han fungerer som faglig ekspert for den daglige ledelse. Preben Brandt har herudover sin egen blog, ligesom han fortsat bidrager med artikler, kronikker og personlige synspunkter.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jan. 2020 - 15:11   02. jan. 2020 - 15:26

Navne

af Jens Elbirk, formand for Projekt Udenfor