Kammerat Robert blev en uomgængelig del af min hverdag, fra jeg lærte ham at kende først i 70’erne. På Køge Gymnasium gjorde han en ihærdig indsats for at banke fysikkens love ind i hovedet på mig og andre unge, der lidt for ofte havde tankerne alle mulige andre steder henne. Om aftenen og også ofte om natten var vi fælles om at skabe det gennembrud, som DKP fik på landsplan i de år, hvor en ny, ung generation meldte sig under fanerne og gav visionen om et samfund uden udbytning nyt liv efter mange års ørkenvandring.

Robert var teoretisk skarp, både indenfor sin videnskab og på det politiske område, men desuden besad han en fantastisk evne til formidling igennem sang og skuespil – en evne han igennem årene har øst af i rige mængder.

Vel kom både Robert og jeg selv ind i den ”ægte røde” revolutionære kamp i en tid, hvor vi på trods af imperialismens hærgen i Vietnam, Afrika og ikke mindst et Sydamerika, der blev lagt i lænker under ”Operation Condor”, var fyldt med optimisme og fremtidstro.

Til forskel fra mange holdt Robert fast i fremtidens mål, da tiderne blev hårde, rigtigt hårde, skulle jeg hilse at sige – med Robert var der ingen tvivl. Omend han vist ikke længere betalte kontingent til vores gamle parti DKP, var der aldrig nogen tvivl – kommunist var han helt ind til marven, og en sikker støtte var Robert, når man nogle gange havde svært ved at se, helt klart, hvilken vej revolutionens millimetervej gik lige den dag – så var en opringning og en times god snak med Robert noget, der kunne bringe ro i sindet. Tak, kammerat, for de mange nattesnakker du gav dig tid til. De kan ikke undervurderes, når vi i dag trods alt ser den røde sag står om end ikke prangende så nogenlunde o.k. i Køge.

Robert var vokset op i et hjem, hvor sang og spontan glæde var grundlæggende værdier, og det var værdier, han skattede hele livet igennem, og jeg er sikker på, udgivelse af hans to cd’er med arbejdersange her indenfor de sidste år gav ham stor glæde og måske på en måde var en måde at sige farvel til et rigt liv, nu hvor han vidste, tiden arbejdede imod ham.

Alt var jo ikke sang og musik, Robert tog også sine mange tørner med det organisatoriske arbejde, først i DKP og folkebevægelsen imod EF og senere i Enhedslisten, hvor han sad i bestyrelsen lige til det sidste.

Ligesom vejen til revolutionen ikke altid er gået den lige vej, måtte Robert også på hjemmefronten indkassere nogle ordentlige øretæver igennem årene. Bente havde fra ungdomsårene været den, der måtte holde Robert nede på jorden, når politik eller fest fik ham op i de højere luftlag. Men som et lyn fra en klar himmel gik den stærke Bente til at være svært handicappet, og de næste mange år havde Robert en hovedopgave i at give Bente maksimalt livsindhold og livsglæde, men selv i de sværeste år blev der stadigt overskud til fællesskabet og kampen for retfærdighed.

Livet gik jo videre, og vi var alle glade, da Robert mødte Lis, og kærlighedens blik i øjet igen strålede fra hans ansigt. At møde en kvinde, der både delte hans engagement i motion, frisk luft og samtidig var helt med på det samfundsmæssige engagement, er nok de færreste forundt – Lis var en ægte 13’ i Roberts liv, og vi kiggede alle lidt misundelige på fra sidelinjen. At kræften så skulle komme ind og gøre samlivet med Robert og Lis alt for kort, selvom vi kunne se, hvor skønt de kom ud af det med hinanden var bare ikke o.k., de havde fortjent at blive 100 år sammen.

Che sagde: ”Vi må hærde os uden nogensinde at miste ømheden.” Næppe noget menneske har udlevet det motto mere end min ven og kammerat Robert. Æret være hans minde.