Mureren, arkitekten, lederen af Land og Folk-festivalerne, frontfigur i Julemandshæren, aktivist og medlem af distriktsledelsen i DKP Frederiksborg amt, agitations-ansvarlig samme sted. På sine ældre dage forsker på DTU og Bohr-instituttet.

Hvor Sven var, skete der altid noget. Ofte noget uventet – en ny måde at se tingene på, som åbnede nye perspektiver og nye muligheder.

Hvor Sven var, skete der altid noget. Ofte noget uventet – en ny måde at se tingene på, som åbnede nye perspektiver og nye muligheder.

Sidst men ikke mindst var han min og mange andres gode ven og kammerat igennem mere end 60 år.

Kommunisten Sven Broe er ikke mere. Efter lang tids kamp mod sygdommen sagde kroppen nej den 6. august 2020.

Vi har mistet et enestående menneske, som vil blive savnet af mange. Et stærkt menneske som havde sine meningers mod. Som aldrig gik på akkord, men holdt fast ved sine ungdoms idealer til det sidste. En rigtig kommunist! Et rigtigt menneske!

Tro mod sine idealer – tro mod sin klasse. Dem er der desværre ikke så mange tilbage af, men det kan ændres. Vor opgave nu er blandt andet at ændre dette, at give nyt håb og fornyet vilje til de unge og fornyet tro på på en bedre fremtid.

Kampen er ikke slut – den er kun lige begyndt. Det ville Sven have været enig i. Vi giver aldrig op:

"... for aldrig kampen ender
før brudt er guldets magt,
før sidste fjende er på flugt
før sliddets søn får sliddets frugt."

Jeg lærte Sven nærmere at kende, da han blev medlem af Murernes Lærlingeforening, hvor jeg var svendenes repræsentant, hvis opgave var at holde et vågent øje med de unge "brushoveder". Det blev jeg aldrig god til, nok fordi det ikke var mere end få år siden, jeg selv havde været formand for murerlærlingene.

Det har altid været de unges pligt og ret at sætte spørgsmålstegn ved de ældre generationers gøren og laden. Intet var undtaget – heller ikke kommunisternes måde at gøre tingene på. Han tog ingen ting for givet. Han tænkte selv – og læste selv for at forstå historiens gang. Han klappede ikke bare hælene sammen og stod ret. "Autoriteternes" verden var ikke hans verden. Han var et frit menneske! Men han var også et solidarisk menneske, for hvem sammenholdet i arbejderklassen var en bydende nødvendighed i kampen mod udbytterne.

For han ville en bedre verden En grøn og en rød verden. Han var ikke for ingen ting murer. Han ville bygge op – ikke rive ned.

Han ville en menneskelig verden, hvor krig, undertrykkelse og udbytning for altid er forbudt. Sådan vil vi huske og mindes ham.

Han vil blive savnet af rigtig mange for hans idérigdom, for hans menneskelighed, for hans gå på mod og for hans – selv i de vanskeligste tider – gode humør. Sådan står han i vores erindring Et eksempel til efterfølgelse.

Fortsæt i Svens ånd, så går I aldrig forkert af vejen frem. Et rødt bankende hjerte er ophørt at slå, men vi fører kampen videre!

En hilsen til familien – vi deler jeres sorg!