Mindeord om Wilfred Gluud 31.08. 1947 – 25.11. 2020

Jeg har kendt Wilfred Gluud siden 1990 cirka, hvor vi mødtes i Kulturhus Cikaden, et hus på hjørnet af Griffenfeldsgade, hvor forskellige organisationer som Dansk-Vietnametisk Forening, Nicaragua Komiteen ( nu Mellemamerika Komiteen), Dansk-Cubansk Forening,  Internationalt Forum, Sydafrika-komiteen med flere holdt til, og vi havde stueetagen, hvor vi indrettede café med udstillingssted og musik- og foredragsmulighed, og Tidsskriftscentret havde egen afdeling og 1. sal med kontorer og mødelokaler. Wilfred har selv beskrevet det her.

Vi har haft kontakten løbende, og Wilfred holdt jul med os, mine tre sønner og jeg de sidste par år. Han fungerede lidt som en slags onkel.

Wilfred var med i Vietnam-foreningen, jeg i Nicaragua Komiteen, og vi var begge med i bestyrelsen og i caféen. Vi lagde begge store kræfter på stedet, nærmest hver dag, og arbejdet var frivilligt. Wilfred boede selv lige om hjørnet i Griffenfeldsgade.

Jeg nedtrappede i Cikaden, da jeg fik barn og mand, og det blev svært at få tiden til det. 

Wilfreds hjerte bankede for Vietnam, hvor han stod for blandt andet indsamling af hospitalsudstyr, og han rejste mange gange derned og holdt senere foredrag om arbejdet og landet.

Wilfred var uddannet programmør efter sin elevtid i Frederiksberg Kommune, og han var også fagpolitisk aktiv i Sam-data før sammenlægningen.

Wilfred var også medlem af Enhedslisten.

Musik stod også Wilfreds hjerte nært, hvad hans lejlighed bar præg af med mange, mange cd'er og LP’er, og han havde gemt nogle billetter fra hans første musikoplevelser i KB Hallen.

De senere år som pensionist færdedes Wilfred dagligt på Café Blågårds Apotek, hvor man jo stadig kan indgå i politiske diskussioner og høre musik, (når der ikke er corona).

Wilfred hjalp mig efter Lars Bo Enselmanns død i Brasilien med mindearrangement og nedsættelse af kiste på Assistens, og jeg hjalp ham løbende, når det kneb med diverse. 

Vi har haft kontakten løbende, og Wilfred holdt jul med os, mine tre sønner og jeg de sidste par år. Han fungerede lidt som en slags onkel.

Wilfred led af kronisk tinitus, som gjorde, at han var nødt til at trække stikket indimellem.

Wilfred har selv sin egen side, hvor han har skrevet om Vietnam, kvarteret, Café Blågårds Apotek, musik, Enhedslisten, kunst, og Wilfred tog også selv mange fotos.

Æret være hans minde.