Verden holder vejret i sorg og forbløffelse, for hvordan er det dog gået til, at vort vilde nydansker-talent Yahya Hassan nu virkelig er væk?

Vi har mistet et rablende talent, der både var et fantastisk udtryk for vor tid – og ikke passede ind i den.

Det har han gang på gang ladet os ane ville ske, og man forventede eller frygtede, at han ville blive likvideret af folk, der ikke syntes om det, han skrev om indvandrere, islam og forfølgelser.

Spørgsmålet, der ligger os på tungen er, hvordan gik det dog til? Sagen er dog den, at det ikke egentlig er det, det drejer sig om, for vi burde snarere forholde os til den kendsgerning, at vi har mistet et rablende talent, der både var et fantastisk udtryk for vor tid – og ikke passede ind i den.

Manden var det, englænderne og amerikanerne så rammende beskriver som "a pain in the ass", for vi forstod ikke rigtig, hvordan vi skulle forholde os til dette uventede bombenedslag i dansk litteratur. Hvad gør man med en digter, der ikke bare skælder ud over ét emne som vejret, kærlighed, kønnenes forvirring, religionsdebatter eller politik i al almindelighed?

Han omfattede det hele, også emner der tydeligvis gik ham på, men som ikke vandt genklang i den etablerede litterære verden. Ind imellem fik vi så rapporter fra politi og domstole, hvilket vi (selvfølgelig) havde svært ved at forholde os til, for den slags plejer pæne, danske digtere ikke at være rodet ind i.

Hans talenter strittede til alle sider og pirkede til alt og alle, der ville lytte. De andre kan måske nu få øjne og ører op for det, vi alle har mistet med dette store talent.