Den neoliberale lykkestund er ovre. Det felttog, som politisk blev presset igennem under Ronald Reagan i USA og Thatcher i England i 1980'erne for at rette op på den skrumpende profit, er, efter at finanskrisen indtrådte i 2008, nået ind i en ny fase. Nedskaleringerne af samfundet kommer i bølger.

Nogle af de bærende elementer i neoliberalismen har været: Udnyttelsen af forskelle i produktionspriser, salgspriserne på markederne, udnyttelsen af den multinationale dominerende position og en eventyrøkonomi på børserne. Et andet greb var gældsætning via kreditkort og boliglån = bobleøkonomi.

Et tredje greb var tilbagerulningen af den offentlige samfundsmæssige sektor og sløring af grænserne til den private sektor. Et fjerde greb var teknokratisering af den politiske styring og ophævelse af de neoliberale dogmer til en common sense, som også gennemsyrer medierne.

Nu slår de gamle neoliberale værktøjer ikke til mere, og de blev i sig selv faktorer, der skabte 2008-krisen. Noget der begynder at ligne et nødstyre tager form.

Det viser for eksempel udviklingen i EU og krisepolitikkerne i næsten alle europæiske lande - som et tydeligt udtryk for teknokratiseringen af regeringer og de overstatslige organer i hænderne på eliten. Finansfolk, økonomomer med videre fra den private sektor siver ind i den offentlige styring af kriseløsninger.

EU er mere og mere åbenlyst blevet ekspeditionskontor for elitens nedskalering af de europæiske samfund.

Cypern er det sidste land, der lige har fået en ordentlig tur af EU. Økonomien gik ned selvom landet havde sænket selskabsskatten til 10 procent. Hvem følger efter Cypern? Det kan blive Malta, som har en banksektor, der er otte gange større end landets bruttonationalprodukt (BNP) og med mange investeringer i Grækenland.

Eller måske selv Luxemburg, der har været så godt et skatteparadis for banksektoren, som er 22 gange større end landets BNP.

EU er mere og mere åbenlyst blevet ekspeditionskontor for elitens nedskalering af de europæiske samfund. Økonomierne skrumper og polariseringen vokser. Store grupper i samfundene marginaliseres mens andre grupper sluger kameler. Også i Storbritannien og Danmark.

Samfundene bliver mere og mere et redskab for økonomien – ikke mindst finansektoren – i stedet for, at økonomien kunne være et redskab for samfundet.

Offensiven er ikke kun vendt mod arbejderklassen, men også mod andre lag i samfundet – i by og på land. Det er heller ikke et forbigående fænomen, men lidt firkantet sagt en ny fase af neoliberaliseringen, der tog fart ved udgangen af 1970'er og 1980'erne. Det er blevet et grundlæggende vilkår!

I dette landskab er der brug for at mobilisere nogle politiske modbevægelser. Både parlamentarisk og i den store skala ude i samfundet. Der er brug for alle de alliancer, der overhovedet kan bygges op. Nationalt og internationalt. Også langsigtet.

Mere end længe giver den bredde, som Folkebevægelsen repræsenterer mening. Der burde være basis for en opblomstring og en tiltrængt revitalisering af denne bevægelse.

Når nogle af Enhedslistens ledende folk ønsker at stille op med egen liste til næste valg til EU-parlamentet er det en fejl, som har større konsekvenser end svækkelsen af den brede bevægelse på kort sigt, fordi beslutningen ser ud til at blive taget på et alt for kortsigtet og afgrænset grundlag:

For det første vil det være en indsnævring af kampen og svækkelsen af de potentielle alliancer. Folkebevægelsen er en bred bevægelse, der kan blive en afgørende platform.

For det andet er den en fejllæsning af situationen i de kommende års Europa og Danmark, som netop tydeliggør betydningen af de nævnte alliancer. Marginalisering og nedskalering af samfundet er perspektivet.

For det tredje er det dybest set udtryk for parlamentariske illusioner, fordi Enhedslisten går væk fra sin rolle som liste og som en organisation, der kan bringe bevægelsernes interesser ind i Folketinget.

Det er en side Enhedslisten kan udvikle ved siden af den ellers gode markering af nogle politiske brudlinjer i forhold til regeringen i det sidste års arbejde i Folketinget.

Godkendelsen af finansloven sidste år var meget fint koblet med en appel til alle bevægelser og fagforeninger derude om at mobilisere, organisere og bygge presset op i løbet af det næste halve år, for at få stoppet nedskæringer og tilbagerulning af tilkæmpede rettigheder.

Der er i høj grad brug for en bredere samling progressive faglige, sociale bevægelser, partier, EU-modstand med videre og for at organisere løsninger. Her kan Enhedslisten også få en vigtig rolle og i virkeligheden blive en meget stærkere kraft på Christiansborg tilmed.