WikiWikiWeb fungerer udadtil som de fleste andre åbne databaser, men registrerede brugere kan også skrive deres egne artikler med mere
Den 25. marts 1995 er en vigtig dato i udviklingen af det moderne internet. På denne dag lanceres verdens første online database, hvor brugerne selv kan udvikle og opdatere indholdet, en såkaldt 'wiki'.
Howard Cunningham er i 1994 i gang med at udarbejde en stor database for computerprogrammører, der både skal bruges som opdateret reference for programmører som hjælp i deres arbejde og som arkiv for programkoder, der kan bruges som skabeloner.
Cunningham står imidlertid overfor et enormt problem med at holde databasen opdateret og samtidig fri for fejl. På et tidspunkt hvor computerteknologien udvikler sig med lynets hast og i mange forskellige retninger, er det nærmest umuligt for én enhed at holde en sådan database opdateret.
Cunninghams løsning er simpel, men ikke desto mindre genial: Han vil ikke bare gøre databasen tilgængelig på internettet, han vil også gøre det muligt for brugerne af databasen at tilføje deres egne informationer, rette fejl i det eksisterende materiale eller simpelthen udveksle udveksle personlige erfaringer.
Resultatet bliver websitet 'WikiWikiWeb', som Cunningham lancerer den 25. marts 1995 på sit firmas hjemmeside. WikiWikiWeb fungerer udadtil som de fleste andre åbne databaser, men i tilgift til at kunne finde information kan registrerede brugere også skrive deres egne artikler, rette fejl og diskutere løsningsmodeller med andre programmører.
Navnet WikiWikiWeb har Cunningham fået ideen til fra lufthavnen i Honolulu, Hawaii, hvor den bus, der fragter passagerer mellem terminalerne kaldes 'Wiki Wiki'. 'Wiki' betyder 'hurtig' på hawaiiansk.
I de kommende år får WikiWikiWeb stor succes blandt computerprogrammører over store dele af verden, og det varer ikke længer før konceptet bliver kopieret af en lang række andre websites. I dag eksisterer der brugerstyrede 'Wikis' på internettet indenfor snart sagt et hvilket som helst emne, men den originale form er stort set stadig den samme som i 1995.
Den største og mest kendte er nok internet-leksikonet Wikipedia, men det er altså langt fra det første. Wikis er en helt central del af den udvikling, som internettet gennemgår i disse år, og som populært kaldes 'Web 2.0', hvor internettets brugere i langt højere grad selv er med til at udforme indholdet på websites verden over.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278